God dansk start på tourskolen

Fredag indledtes årets marathon-turnering, den afsluttende kvalifikation til Europatouren 2004. Den løber over seks runder og har fire danskere til start. Blandt dem en meget målrettet Jeppe Huldahl, der straks åbnede med en 71'er på Empordà og således ligger nummer elleve totalt.


Tekst: Søren Tidmand, 07. november 2003

Når man ser på classementet fra tourskolen, som tæller ikke færre end 168 startende, får man et godt indtryk af det indbyrdes styrkeforhold spillerne imellem. Men ikke det nøjagtige, eftersom halvdelen gik deres første runde på par 72-banen i Pals, og resten på par 71-banen i Empordà. Turneringen er bygget sådan op, at samtlige deltagere spiller to runder på hver bane, hvorefter de 75 bedste - plus lige - afvikler yderligere to runder på Empordà.

Målet for alle er naturligvis at nå en placering i top 35, når ugen er omme. Der skal meget til, og en dårlig runde er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er ude, men der er ikke råd til flere end én.

Heldigvis slap de fire danskere for en dårlig start. Faktisk gik alle i par (Brian Akstrup med 72 på Pals og Anders Schmidt Hansen med 71 på Empordà) eller derunder (Thomas Nørret med 71 på Pals og Jeppe Huldahl med 67 på Empordà).

Den bedste start fik tourveteranen Magnus Persson-Atlevi, der sluttede sin runde af med fem birdies på de sidste seks huller og dermed kom hjem i 64 slag på Empordà. Det var især en varm putter, der bragte svenskeren, der fik sit første kort til Europatouren via tourskolen i 1982, alene i spidsen.

Hans kun 19-årige landsmand Steven Jeppesen leverede også en runde i syv slag under par, men må i resultatlisten nøjes med en delt andenplads, eftersom den blev gået på Pals og derfor talte 65 slag! Jeppesen er længe blevet regnet for ét af svensk golfs største talenter, og han står stadig noteret som amatør i listerne på trods af at han turnede pro i starten af ugen.

Scores R1
European Tour Qualifying School Finals på dgu.org

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009