Regel 18
Definitioner
Alle definerede udtryk er i kursiv og i alfabetisk rækkefølge i Definitionsafsnittet.
18-1. Af outside agency
Hvis en bold i hvile flyttes af en outside agency, er der ingen straf, og bolden skal genplaceres.
Note: Det er et spørgsmål om kendsgerninger om en bold er flyttet af en outside agency. For at anvende denne Regel skal det være en kendsgerning eller så godt som sikkert, at en outside agency har flyttet bolden. I mangel af denne sikkerhed, skal spilleren spille bolden, som den ligger, eller hvis bolden ikke kan findes, gå frem efter Regel 27-1.
(Spillers bold i hvile flyttet af anden bold – se Regel 18-5)
18-2. Af spiller, partner, caddie eller udstyr
a. Generelt
Når en spillers bold er i spil, og hvis:
(i) spilleren, hans partner eller nogen af deres caddier løfter eller flytter den, berører den med forsæt (undtagen med en kølle under adresseringen) eller forårsager, at den flytter sig, undtagen hvor det er tilladt af en Regel, eller
(ii) spillerens eller hans partners udstyr forårsager, at bolden flytter sig, pådrager spilleren sig ét straffeslag. Hvis bolden flyttes, skal den genplaceres, medmindre bolden flytter sig, efter at spilleren har påbegyndt sit slag eller tilbagesvinget til slaget, og slaget udføres.
Efter Reglerne er der ingen straf, hvis spilleren tilfældigvis forårsager, at hans bold flytter sig i følgende tilfælde:
• Under søgning efter en bold i en hazard dækket af løse naturgenstande eller sand, en bold i en forhindring eller et unormalt overfladeforhold, eller en bold, som formodes at være i vand i en vandhazard – Regel 12-1
• Under udbedring af en hulprop eller et boldnedslagsmærke – Regel 16-1c
• Under udmåling – Regel 18-6
• Når bolden løftes i henhold til en Regel – Regel 20-1
• Under placering eller genplacering af bolden i henhold til en Regel – Regel 20-3a
• Under fjernelse af en løs naturgenstand på greenen – Regel 23-1
• Under fjernelse af en flytbar forhindring – Regel 24-1
b. Bold flytter sig efter adresseringen
Hvis en bold i spil flytter sig, efter at spilleren har adresseret den, (på anden måde end som resultat af et slag), anses spilleren for at have flyttet bolden, og han pådrager sig ét straffeslag. Bolden skal genplaceres, medmindre bolden flytter sig, efter at spilleren har påbegyndt sit slag eller tilbagesvinget til slaget, og slaget udføres.
18-3. Af modstander, dennes caddie eller udstyr i hulspil
a. Under søgning
Hvis en modstander, dennes caddie eller udstyr under søgning efter en spillers bold flytter bolden, berører den eller forårsager, at den flytter sig, er der ingen straf. Hvis bolden flyttes, skal den genplaceres.
b. På anden måde end under søgning
Hvis en modstander, dennes caddie eller udstyr på anden måde end under søgning efter en spillers bold flytter bolden, berører den med forsæt eller forårsager, at den flytter sig på anden måde end foreskrevet i Reglerne, pådrager modstanderen sig ét straffeslag. Hvis bolden flyttes, skal den genplaceres.
(Spil med forkert bold – se Regel 15-3)
(Bold flyttet under udmåling – se Regel 18-6)
18-4. Af medslagspiller, dennes caddie eller udstyr i slagspil
Hvis en medslagspiller, dennes caddie eller udstyr flytter spillerens bold, berører den eller forårsager, at den flytter sig, er der ingen straf. Hvis bolden flyttes, skal den genplaceres.
(Spil med forkert bold – se Regel 15-3).
18-5. Af en anden bold
Hvis en bold, der er i spil og i hvile, flyttes af en anden bold, der er i bevægelse efter et slag, skal den flyttede bold genplaceres.
18-6. Bold flyttet under udmåling
Hvis en bold eller et boldmarkeringsmærke bliver flyttet under udmåling under anvendelse af en Regel eller bestemmelse af en Regels anvendelse, skal bolden eller boldmarkeringsmærket genplaceres. Der er ingen straf, under forudsætning af at bolden eller boldmarkeringsmærket flytter sig som direkte konsekvens af selve udmålingen. Ellers gælder bestemmelserne i Regel 18-2a, 18-3b eller 18-4.
* STRAF FOR OVERTRÆDELSE AF REGLEN:
Hulspil – tab af hul; slagspil – to straffeslag.
*Hvis en spiller, som har pligt til at genplacere en bold, undlader at gøre dette, eller hvis han udfører et slag til en erstatningsbold efter Regel 18, når en sådan erstatning ikke er tilladt, pådrager han sig den almindelige straf for overtrædelse af Regel 18, men der er ingen yderligere straf efter denne Regel.
Note 1: Hvis en bold, der skal genplaceres i henhold til denne Regel, ikke umiddelbart kan skaffes til veje, må den erstattes af en anden bold.
Note 2: Hvis det oprindelige leje for en bold, der skal placeres eller genplaceres, er blevet ændret, se Regel 20-3b.
Note 3: Hvis det er umuligt at bestemme det sted, hvor en bold skal placeres, se Regel 20-3c.
Golfreglerne med et klik