Gyldne danske piger
De danske landsholdspiger smilede om kap med sommersolen i Esbjerg, da de efter en dramatisk og højspændt finaledag ved EM Girls kunne hænge fortjente bronzemedaljer om halsen. Den danske kvartet vandt 3-2 over Frankrig og sikrede dermed Danmark den første EM-medalje siden 2002. Tyskland blev nye europamestre efter en gyserfinale mod Spanien
Af Henrik Søe. Foto Thomas Vennekilde, 15. juli 2006
Danmark og Frankrig gik ud til eftermiddagens tre singlematcher med 1-1 på tavlen, og da Sara Monberg lukkede sin match mod Marion Bernard på 15. green, manglede Danmark blot en enkelt sejr for at hente metal.
Charlotte Lorentzen fightede sig tilbage og trak matchen ud på 18. hul, hvor hun desværre måtte gratulere sin franske modstander, der meget effektivt satte punktum med en birdie – og dermed en 2/0 sejr. Alt var nu lagt i hænderne på EM-debutanten Line Vedel Hansen, som var en up inden sidste hul. De to spillere lå begge med pæne birdiechancer, men da franskmanden missede sit putt, og Haderslev-pigen sikkert to-puttede for par, kunne Mai Schødt, Line Vedel Hansen, Charlotte Lorentzen, Sara Monberg, landstræner Thomas Larsson og holdkaptajn Poul Andersen omsider sende jubelskrigene ud over Marbæk Plantage – og endelig se frem til at bestige den medaljeskammel, som danskerne lige nøjagtig endte udenfor ved EM sidste år.
Noget tyder på, at dansk kvindegolfs fremtid hviler sikkert i hænderne på denne gyldne generation. De danske piger har gennem hele ugen vist golf af høj klasse og samtidig stået for det pres, som hjemmebanen og de høje forventninger har ført med sig. Kun Spanien og Tyskland viste sig bedre i ugens løb, og de to nationer viste i finalen golf på et nærmest skræmmende højt niveau.
Tyskerne gik ud til singlematcherne med en komfortabel 2-0-føring fra formiddagens foursome, men der skulle spilles klassegolf for at modstå spaniernes angreb. I den anden single mellem spanske Ane Urchegui og Caroline Masson lagde de to spillere begge ud med at lave fem birdies i træk…Masson, der i kvalifikationen gik en runde i 67, lavede såmænd også birdie på 6. hul – og var dermed seks under par efter seks huller – og kun en enkelt up…
Afgørelsen faldt lidt uventet i den første single, som eller så ud til at være et klart spansk point, da Marta Silva efter 11 huller var fire up mod Pia Halbig. Men tyskeren kæmpede sig tilbage i takt med at spanieren fik gummiarm og begyndte at treputte lidt rigeligt. De to duellanter var all square før 18. og da Silva igen treputtede og Halbig trillede sit lille par-putt i koppen, blev 18. green forvandlet til et inferno af skrig, jubelgråd og tyske gloser som ”Wir sind Europameister”, og ”Du bist so geil”.
En fuld fortjent sejr til tyskerne, som gik gennem turneringen uden nederlag i foursomes – og samtidig fik revanche for nederlaget til Spanien i tyskernes sidste EM Girls-finale i 1997. Spanierne måtte til gengæld for første gang se sig besejret i en EM-finale efter seks sejre i lige så mange forsøg.
EM-arrangementet i Esbjerg blev på alle måder en stor succes. De 72 piger stiftede i løbet af de fem dage bekendtskab med en klassebane i perfekt stand, som blev rost på noget nær samtlige 18 forskellige sprog. Vejret gjorde ikke oplevelsen dårligere – og de tilskuere, som havde trodset ferien og lagt vejen forbi, fik set, at også piger kan spille golf, som det de spiller på TV.
Kaptajn Poul Andersen og landstræner Thomas Larsson har fulgt pigerne i tykt og tyndt – og godt og skidt - gennem hele ugen, og efter måneders hårdt arbejde havde landstræner Thomas Larsson betydelige nerver på, da Line Vedel Hansen stod over sit parputt på 18. green.
- Jeg havde gåsehud på armene, da hun puttede. Det var den første danske holdmedalje i mange, mange år, så det er alt i alt en supergod fornemmelse, vi står med nu. Jeg er meget imponeret af pigerne, som har vokset med opgaven dag for dag. Vores målsætning var at vinde, men en bronze er absolut godkendt. Og når vi nu stod i situationen med en kamp om tredjepladsen, tror jeg faktisk vi er mere glade for vores bronze end spanierne er for sølvet. Vi har bygget på det her i lang tid, og næste år tager vi skridtet helt op, siger en glad Thomas Larsson, der næste år sammen med pigerne rejser til Oslo for at bestige det højeste trin på skamlen.
EM Girls på dgu.org
Resultater
Endelige placeringer 1-18
Læs mere på det officielle engelsksprogede EM-site
Se dagens billedgalleri