Nexø - Tre slags sild og en stædig gås

Nexø har måske ikke så mange spektakulære huller som de to øvrige baner på Bornholm, men kedelig er den langt fra. Og så byder Danmarks østligste bane på vand i stride strømme og trækfugle, der ikke vil trække…


Tekst & foto: Henrik Søe, 24. marts 2004

Nexoe 1

Bragt i Dansk Golf 1 2004

Jeg havde lovet mig selv, at jeg hverken ville nævne klipper eller sild med et eneste ord i denne artikel. Klipperne lader vi være i fred - men fisken bliver jeg nødt til at sætte pris på.

Tre slags sild, en lille øl - og en snaps til sidebenet. 60 kroner.

Der er ikke langt fra Nyhavn til Bornholmer-færgen. Til gengæld er der stor forskel på priserne i den berømte københavnske havnegade og det knap så kendte klubhus i Nexø Golfklub.

Noget har de to steder dog til fælles. Den afslappede atmosfære, hyggen – og så selvfølgelig de mange svenskere…

Nexoe 2
18. hul set fra klubhuset. Til efteråret kommer der mere vand på hullet

Selv om hverken sild eller svenskere hører til alle danskeres livret, er det svært at tænke negativt, når man på sådan en solbeskinnet forårsdag triller op foran den gamle hyggelige gårdbygning, der gør det ud for klubhuset i Nexø.

Golf er selvfølgelig hovedformålet med besøget, men inden vi når første tee, skal vi først forbi den indbydende terrasse. Med udsigt til en lille malerisk sø og de spillere, der enten teer ud på 1. hul eller sænker dagens sidste putt på 18, får vi allerede her lyst til at slå os ned og sætte tænderne i silden.

Men der er andre ting, vi skal slå på inden. Og et hurtigt kig på skyerne fortæller, at vejret holder - vi er jo trods alt på øen med de mange solskinstimer. Og sild er der med garanti også nok af. Både i Østersøen og i køleskabet. Så vi hanker op i vores bærebags og kaster os ud i det.

Af de tre baner på Bornholm har Nexø ry for at være den kedeligste. Sandt er det, at den ikke byder på så mange spektakulære huller som anlæggene i Rø og Rønne, og siden Dansk Golfs udsendte første gang besøgte de tre baner, har Nexø da også ligget længst tilbage i hukommelsen.

Men banen ved Dueodde vinder ved nærmere bekendtskab. Ikke blot fordi den hyggelige atmosfære hænger så tykt i luften, at den næsten kan skæres ud og bruges som tilbehør til silden, men lige så meget fordi banen faktisk er både afvekslende og udfordrende.

En bakkekam løber på tværs af banen, så mange af hullerne byder på ture op og ned ad bakke – og en gang imellem tilbage, når der skal droppes efter de næsten obligatoriske besøg i et af de mange vandløb.

Et af de få steder, hvor vandet ikke er i spil, byder til gengæld på træer i overflod. På 12. hul - med et dogleg på mere end 90 grader – vil alt andet end millimeterpræcision fra tee udløse enten et klonk eller et meget svært andetslag.  Lander man i doglegget er der til gengæld gode muligheder for birdie.

Banen i Nexø har i de seneste tre sæsoner tiltrukket godt 6000 greenfee-gæster, hvoraf halvdelen kommer fra Sverige. Mange af gæsterne er gengangere, og gensynsglæden kan meget vel skyldes den rolige og fredelige atmosfære.

Nexø Golfklub har ingen ønsker om at være en greenfeefabrik, hvor spillerne skal paces rundt på banen. Der er sjældent det store pres, og Keld Nielsen, der er daglig leder i klubben, lægger vægt på, at spillerne skal føle sig velkomne. Og det gør man. Det kan Dansk Golfs udsendte skrive under på.

Det samme kan de hundredevis af golfspillere, som hvert år valfarter til øen for at deltage i Bornholm Open. I år har 700 spillere tilmeldt sig, og Nexø Golfklub, som står for turneringen til og med 2005, modtager næsten dagligt opkald fra folk, der vil med.

Nexoe 3
Nexø Golf Klub blev stiftet i 1982 og er klub nr. 55 i Danmark
- Det var en så stor succes, at vi udvidede deltagerantallet med 100 for at komme problemet til livs. Men det hjalp ikke. Vi har haft venteliste siden 19. november, og der er altså ikke flere pladser i år, understreger Keld Nielsen.

Selv om alt generelt ånder fred og fordragelighed på Danmarks østligste golfbane, er der små ugler i mosen. Med vand i spil på 15 af de 18 huller, kan det virke underligt, at der er problemer med vandforsyningen på banen. Men det er ikke desto mindre virkeligheden.  

Klubben har hidtil hentet vand fra den å, der munder ud i søen ved klubhuset, men for at leve op til myndighedernes krav er klubben nu tvunget til at føre åen uden om søen for at få pumpetilladelse. Det bliver der gjort noget ved i efteråret, hvor åen kommer til at løbe på tværs af 18. fairway – lige foran green.

Ændringen får altså betydning for golfspillerne, men om omlægningen betyder noget for Bramgåsen er nok tvivlsomt. Gæssene yngler omkring 16. teested og fortrækker til 18. green, når ungerne bliver større. De to par, der for nogle år siden tilsyneladende glemte at de var trækfugle, er siden blevet til en større flok. Bestanden i Nexø har dog nu stabiliseret sig på et acceptabelt niveau.

Bramgåsen er en sjælden gæst på dansk jord, og i Nexø har man som sådan ikke noget imod fuglene, der bortset fra de mange efterladenskaber udviser den helt rette etikette på golfbanen.

- De går rundt på 18. green og flytter sig ikke bare sådan, men de træder dog pænt til side, når der skal puttes, siger Keld Nielsen.

Der er ingen gæs på 10. hul – og chancerne for at få fugl på scorekortet er også blevet ringere. Hullet var tidligere var et ganske let par 5-hul på 436 meter, hvor birdie var en reel mulighed. For at øge sværhedsgraden besluttede klubben at anlægge en sø umiddelbart foran green, men da man samtidig foretog en ny opmåling af hullet, viste det sig, at det kun var 403 meter fra gul tee. Og på den måde gik man med ét fra et middelsvært par 5-hul til et svært par 4, hvor out-of-bounds pælene lurer bag green.

10. hul er startskuddet til en bag-ni, som byder på mange varierende og udfordrende golfhuller. Sidste nye tiltag i Nexø er par-3 hullet 13, som har fået to nye teesteder og en nyanlagt green med stensætning. 

Efter 17. hul – et langt par-3 hul, hvor vinden kan gøre stor forskel på jern- eller køllevalg - begynder de tre slags sild at tage form i tankerne. Men inden vi tager kniv og gaffel i hånden, skal vi først holde tungen lige munden. For afslutningshullet er – akkurat ligesom sildene - ikke noget, der bare skal overstås i en ruf.

Med et blindt udslag, en bæk for bunden af bakken og en smal fairway, der omkranses af træer hele vejen ind mod green, er der ikke råd til hverken hel- eller halvkiksere her. Det 431 meter lange par-5 hul er bestemt ikke umedgørligt, men det er - som så mange andre huller i Nexø - et hul, der kræver præcision og omtanke. Og til efteråret altså endnu mere, når åen foran green tilføjer hullet flere vanskeligheder. 

Jo. Vandet løber i rigelige mængder i Nexø.

Både på banen - og i munden.

Nexoe 4
Bornholm er lig med sten, og sådan er det også i Nexø
Banens stand:
Det vil være unfair at bedømme banens stand, da der efterhånden er gået et godt stykke tid siden banebesøget. Ikke alle fairways var lige tætte, da Dansk Golf var på besøg sidste forår, men efter et godt efterår og vinter, hvor fairways desuden er blevet prikket, er græsset både grønt og tæt. Greens opførte sig generelt godt, og der var som sådan heller ikke noget at udsætte på teestederne.

Signaturhullet: 11.
Der er flere bejlere til titlen som signaturhul i Nexø. Men vores valg faldt på 11. hul, som både er svært og smukt. Drivet på det 394/337 meter lange hul er både blindt og vigtigt, for når man kommer over bakkekammen, vil man meget gerne se sin bold i ordentlig position. Ligger bolden midt på fairway, bliver det også nemmere at nyde udsigten ned mod green, der ligger så smukt inde blandt træerne. Hullet har ikke nogen bunkere, men det opvejes så rigeligt af de enkeltstående træer, der står på hver sin side af bækken, der afhængig af længde fra tee sagtens kan opfange både drive og andetslag.

Et par gode råd:

Til lavhandicapperen:
Banen stiller med sine brede fairways ikke det store krav til præcision fra tee, og kender du dine længder, vil hazarderne formentlig heller ikke udgøre de store faremomenter for dig. 

Til middelhandicapperen:
Der er god plads på de fleste huller og har du bare nogenlunde styr på jernslagene, går du med stor sandsynlighed en ganske underholdende – og udfordrende - runde i møde.

Til højhandicapperen:
De mange vandløb på kryds og tværs vil nok komme til at koste dig en del bolde på den konto. Banen kan give frustrationer, hvis du har en dårlig dag eller for mange jordstrygere. Men så er det heller ikke værre…

Tre tips:  

Smæk til den:
Hvis du bare har nogenlunde styr på driveren, kan den stort set bruges på alle banens par 4 og par 5-huller. Fire af par 4-hullerne er i omegnen af de 400 meter, så her er det næsten en nødvendighed at komme ud over stepperne. Vinden kan være meget i spil, men fairways er generelt så brede, at selv en lille skævert er acceptabel.

Course vand-agement:
Banen er spækket med vandløb og småsøer, så hvis du kender dine længder, er det en god idé at tage et ekstra kig i baneguiden, inden du slår - både fra tee og fra fairway ind mod de små, typiske – men gode - Frederik Dreyer-greens. 

Stil vækkeuret:
Er vejret godt, så stå tidligt op og spil en morgenrunde. På den måde kan du bagefter nå at smutte en snuppe en dukkert eller nyde solen på den i Danmark så verdensberømte Dueodde Strand. Det kridhvide sand befinder sig under en kilometer fra klubhuset.

Profil af Nexø Golfklub – Dueodde Golfbane

Nexoe 5
Terassen er en fantastisk kur mod en dårlig runde...
Kørevejledning:
Fra Rønne køres af Sdr. Landevej mod Dueodde. Ved Pouls Kirke drejes til højre og skilte viser vej til golfbanen. Fra Nexø køres ad Sdr. Landevej til Snogebæk. Drej til højre af Poulskervej til Pouls Kirke, hvorfra der drejes til højre. Følg skilte til golfbanen.

Banebeskrivelse:
Lette kuperet bane med seasidepræg. De fleste huller i åbent landskab, men også enkelte i skov. Mange vandløb og små søer.

Banefakta:
18 huller, par 69.
Gul tee: 5479 m
Rød tee: 4746 m  

Medlemskab:
Senior: 3120,-
Ægtepar: 5940,-
Ungsenior: 1900,-
Junior: 800,-
Pensionister: 2450,-
Pensionist-ægtepar: 4700,-
(Nexø opererer ikke med indskud.) 

Priser i restauranten
Stor øl: 20 kr.
3stk. smørrebrød + lille øl: 45 kr.
Clubsandwich: 40 kr.
3 slags sild, lille øl + snaps: 60 kr.
Varm ret: 35 kr.

Kontakt:
Nexø Golf Klub
Strandmarksvej 14
3730 Nexø
Telefon: 5648 8987
Mail: ngk@dueodde-golf.dk
Web: www.dueodde-golf.dk

Sild (Clupea harengus)
Sild kan tilberedes på utallige måder og er en ypperlig kilde til vitamin A, D og B12 samt  rig på omega-3 fedtsyrer­. Kilde: seafood.no

Bramgås (Branta leucopsis)
Bramgåsen er en mellemstor gås med sort hals, grå ryg og hvid bug. Hovedet er hvidt eller lysegult med en sort nakke. Bramgåsen er opdelt i tre bestande. Én der yngler på Østgrønland, én på Svalbard og én i Sibirien. Bramgåsen breder sig sydpå med en lille bestand omkring Østersøen og Botniske Bugt. Kilde: naturinfo.dk

Denne artikel er et udtryk for redaktionens vurdering af banen på det tidspunkt den blev besøgt, og må ikke forveksles med en vurdering af banens nuværende stand

Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik