Dragende Dragsholm

Efter en periode med krisestemning og bøjede hoveder er der igen kommet smil på læben i Dragsholm Golf Club, hvor man kan muntre sig på Danmarks største greens i naturskønne omgivelser


Besøgt af Henrik Søe og Casper Hjorth, 10. december 2007

Dragende Dragsholm

Golfsvinget 1. Bag den finurlige adresse gemmer sig en turbulent beretning om en vestsjællandsk klub, som efter et par sorte sæsoner har fået humøret tilbage igen. Hvis der eksisterede en smiley-ordning for golfklubber, ville klubben for et par år siden have fået tildelt den sureste af slagsen. I dag kan man med sindsro klistre tre storsmilende smileys på hoveddøren i Dragsholm Golf Club. Én for venligheden, én for naturoplevelsen – og én for underholdningsværdien.

Ambitionerne var store og fremtiden lys, da klubben ved Fårevejle åbnede i 2003. En ny bane, dejligt klubhus og pænt med medlemmer. Der skulle dog kun gå et par år, før de mørke skyer begyndte at drive ind over Odsherred. Pengene fossede ganske enkelt ud af kassen, og snart befandt klubben sig i et økonomisk stormvejr, som truede med at sende Dragsholm Golf Club ud i et total kollaps.

Efter mange hede debatter og udskiftning af bestyrelsen sagde klubbens medlemmer ja til at hjælpe klubben via en kontingentstigning. Samtlige klubbens fastansatte blev opsagt, og efter hundredevis af frivillige arbejdstimer kunne den nye bestyrelse tidligere i år omsider gå fra krisestyring til decideret bestyrelsesarbejde.

”Det skal gøre ondt, før det gør godt” og ”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. De to ordsprog er kommet til sin ret i tilfældet Dragsholm, hvor krisestemningen i dag er afløst af sammenhold og klubånd, som de fleste af landets idrætsforeninger kun kan drømme om. 

Heldigvis er den gode stemning ikke bare et anliggende for klubbens medlemmer. Også som greenfee-spiller mærkes den behagelige atmosfære. Når man træder ind i det store, lyse klubhus mødes man med smil, velkommen – og en lille stofpose med diverse fornødenheder som blyant, scorekort, tees og en baneguide.

”King of the World”
En baneguide er som regel et nyttigt værktøj på en ny bane, og i Dragsholm skal man studere guiden nøje allerede på første hul, hvor man står over for et blindt teeslag og udsigten til noget af det dragende rough, som banen i Dragsholm er så rig på – og stort set umulig at holde sig ude af.

Klubhus
Der er udsigt til masser af bogeys fra klubhuset
13. hul
Det går op ad bakke til den stærkt kuperede green på 13. hul
Underholdningen begynder for alvor på 3. hul, hvor man først kan nyde den fremragende udsigt fra det højtbeliggende teested og derefter begynde at diskutere med sig selv om det kloge i at satse hele butikken. Men det er som om selvtilliden stiger proportionalt med antallet af skridt op ad bakke. Det er nok de færreste (mandlige greenfeespillere), der ikke har lyst til trække driveren - og en gammel bold - frem i håbet om at klaske bolden over krat, vandløb og træer – og op i nærheden af green, der blot ligger 300 meter fra gul tee.

Hvis du sender et drømmedrive af sted og får trang til råbe ”I’m the King of World” fra toppen, så vent med at fejre din birdie til du har forladt green. Med greens på størrelse med en velvoksen parcelhusgrund havner man ofte i treputt-territorie. Som på 4. huls green, hvor en imponerende dybde på 50 meter kan betyde, at man bliver nødt til at ringe til sine medspillere for at få dem til at passe flaget.  

Til gengæld kan man, når man alligevel er i færd med at treputte, nyde den storslåede udsigt over Lammefjorden og måske endda, hvis vejret er klart, et glimt af Holbæk i det fjerne. Om Danmarks bedste amatører ænsede udsigten, da de i sommer spillede DM Slagspil på ”Mesterskabsbanen” i Dragsholm, er nok tvivlsomt. De havde med garanti nok at gøre med at holde boldene i fairway og undgå tre-putts på de store greens, som i gennemsnit holder en dybde på 41 og en bredde på 24 meter – og samtidig er meget kuperede. At banen kan sættes giftigt op, blev understreget af slutstillingen fra DM, hvor ingen af spillerne – heller ikke de to Danmarksmestre, Rasmus Hjelm Nielsen og Charlotte Kring Lorentzen, sluttede under par.  

Golfbane med stort G
Hvis man skal pege på et lille minus, må det være banens blinde huller. Men det er på den anden side svært at undgå i det kuperede morænelandskab, som Dragsholm GC blev anlagt i. Og når der nu er sigtepinde til at hjælpe dig på vej, kan du heller ikke tillade dig at skyde skylden på banen, hvis du skulle havne i roughen.

Selv om terrænet er åbent, og man fra klubhusets altan kan få øje på utallige flag, har man på de fleste huller fornemmelsen af at have banen for sig selv. De mange store roughområder omkranser fairways og lukker hullerne inde, så man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at man står på en golfbane med stort G. De konturklippede fairways er en ekstra bonus og fungerer som kræs for øjnene.  

Forløbet er varieret, og hvert hul har sine små kendetegn. Enten i form af greens med plateauer, som med lidt god vilje kan bruges som kælkebakke om vinteren eller naturlige forhindringer som levende hegn og stendiger, der især er i spil på 7. og 8. hul.

Den svære finale
Anden halvdel af runden i Dragsholm begynder med en lille underholdende affære. Et kort, men skarpt dogleg-højre-hul, hvor søen i højre kræver omtanke fra tee, hvis du er medlem af slice-familien – eller meget længde, hvis du hører til de grådige og ellers har et fornuftigt forhold til din driver. 10 hul kan resultere i alt fra en fed vandret til flere lodrette stablefordstreger, og det samme gælder for 13. hul, som heller ikke er voldsomt langt.

Til gengæld er green så kuperet, at chefgreenkeeperen hævder, at han kan gøre den så hurtig, at bolden umuligt kan ligge stille her. Man begynder at forstå årsagen til, at man i Dragsholm har to puttinggreens at øve sig på.

Baner har man også
Greenbunker
En af banens 38 – og generelt store - greenbunkers
6. green
Et 2-putt er en lille sejr på 6. green, der er ikke mindre end 46 meter dyb
Hjerte
En lokal beboer har lejet marken på bakken og udstyret det med et stort hjerte, som han hver jul oplyser som en hilsen til sin søn, der omkom på havet for cirka 30 år siden
nok af i Dragsholm. Hele tre af slagsen er der blevet plads til i det naturskønne område. En par 3-bane, en Intermediate-bane og så de 18-huller, som man valgt at kalde ”Mesterskabsbanen”. Selv om titlen kan virke fortærsket og udvandet, er afslutningen i Dragsholm absolut et mesterskab værdigt.

Opløbsstrækningen begynder på det specielle 15. hul (se signaturhullet), som kan tage pusten fra de fleste. Herefter mødes man af banens sværeste hul, som indledes med et svært drive, som hverken skal skæres for meget eller være alt for sikkert. Et svært andetslag opad bakke betyder, at der ikke er råd til halvtynde slag, hvis man skal redde sig en par på 16.

Et lille hyggeligt par 3-hul fungerer som fin opvarmning til afslutningshullet, hvor bolden først skal placeres i perfekt position i doglegget. To greenbunkers i venstre og masser af vand højre om green betyder, at nerverne spiller med i approachslaget – ikke mindst, hvis matchen skal afgøres her.

Dragsholm er ikke noget unfair monster, men banen kan bide usædvanlig hårdt fra sig, når vinden også har indløst greenfee. Der er risiko for nogle gevaldige slag over snuden, men skulle det ske, anbefaler vi at nyde udsigten, gå videre til næste hul og tage det hele som en oplevelse.

”På vej mod Danmarks bedste golfoplevelse”. Sådan har det lydt i Dragsholm Golf Club lige siden den spæde start i 2003. Der findes mange dejlige golfbaner i Danmark, og vi skal ikke gøre os kloge på, om Dragsholm lever op til sloganet.

Men en oplevelse er det.

DRAGSHOLM GOLF CLUB

HISTORIE:
Stiftet i 2002 som DGU-klub nr. 144. Banen er tegnet af Michael Traasdahl Møller

KØRSELSVEJLEDNING:
Dragsholm Golf Club ligger 20 km nordvest for Holbæk, lidt sydvest for Fårevejle Kirkeby.
Fra København køres ad Holbækmotorvej 21 mod Sjællands Odde. Drej fra ved frakørsel 20. Tag 3. afkørsel i rundkørslen, mod Kalundborg. 
Ved lyskryds ved Gislinge drejes til højre mod Fårevejle. Fortsæt ligeud ca. 12 km til T-kryds i Fårevejle Kirkeby. Her drejes til venstre ad Kalundborgvej 225 og køres ca. 1,5 km. Drej til højre ad Stubberup Byvej og umiddelbart derefter til højre ad Golfsvinget. 

BANEBESKRIVELSE:
Banen ligger smukt på skråningen af Vejrhøj, Oddsherreds højeste punkt i et let kuperet, åbent morænelandskab med store bunkers, fredede stengærder, en del vand – og meget vind - i spil. Banen er især kendetegnet ved sine enorme og ondulerede greens, som næppe matches nogen steder i dette land. I gennemsnit er greens 24 meter brede og 41 meter dybe, så der kan være flere jern til forskel afhængig af pindplaceringen.  

BANEFAKTA:
Mesterskabsbanen, 18 huller, Par 72
Hvid: 6.369 m

Gul tee: 5.844 m
Rød tee: 4.852 m

Pay & Play:

Intermediatebanen, 9 huller, par 33
Gul tee: 2.057 m.

Rød tee: 1.733 m.
Par 3-banen, 9 huller, par 27.

KLUBBEN I TAL:
Antal medlemmer 979, heraf 115 juniorer.

KONTINGENTSATSER:
Senior kr. 4.900

Ungsenior kr. 2.400
Junior kr. 900
Langdistance kr. 2.600

GREENFEE:
Hverdage kr. 290,-
Lør/søn/helligdag. kr. 340,-

Hele dagen kr. 380/450,-
Juniorer halv pris

TRÆNINGSFACILITETER:
Driving range
Indspilsgreen
Putting green
Træningsbunkers

Adresse: Golfsvinget 1, 4540 Fårevejle Kirkeby.
Telefon:  5965 1110 mellem kl. 09.00 og 13.00. E-mail: info@dragsholmgolfclub.dk

www.dragsholmgolfclub.dk  
Omfangsrig hjemmeside med alle nødvendige informationer og et levende debatforum. 

Tre staldtips:

  1. Tjek pind-placeringerne. Når greens er 40-50 meter dybe, kan der være mange jern til forskel.
  2. Vær ikke så bange for at bruge driveren. Roughen er ikke helt så slem, som den ser ud til. Og husk på, at en stor fadøl kun koster 20 kr. i restauranten…
  3. Vær opmærksom på sigtepindene på de blinde huller. Og stol på dem. Det betaler sig.

Signaturhullet:
Der er ikke noget kedeligere end et golfhul, som kun kan spilles på én måde. 15. hul i Dragsholm er stik modsat. Her er der utallige veje fra tee til green. Med to vandløb, der skal passeres inden greenområdet og masser af vand venstre om flaget, indbyder hullet til tankevirksomhed, uanset hvor lavt eller højt handicappet er. Skal jeg gå efter green - eller skal jeg spille sikkert? Meget afhænger af, hvordan du kommer af sted med driveren. Det er strategi, det er underholdning, det er signaturhullet.  

Bothwell og burgeren
Der er masser af huller i Dragsholm Golf Club, men det mest kendte hul i Odsherred ligger fire kilometer fra banen, nemlig på Dragsholm Slot.

Her kan man for 75 kroner få en rundvisning i de historiske bygninger, der blandt andet inkluderer en tur i det fangehul, som i slutningen af 1500-tallet husede Jarlen af Bothwell, der var gift med den skotske dronning Mary Stuart.

Har man ikke tid til at svinge forbi slottet, der også tilbyder golf-ophold, kan man nøjes med en Bothwell-burger i golfklubbens restaurant, der har taget navn efter den uheldige adelsmand, som døde i sit danske fangenskab.

Udsigt
Dragsholm Golf Club ligger smukt for foden af Vejrhøj, Sjællands næsthøjeste punkt

Search

Bornholms Hotel


Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik