Ørkengolf i Grønland

Sondie Arctic Desert i Kangerlussuag har bestået siden 1986 - på en sandslette, hvor man spiller fra medbragt ”græs”

Tekst: Jens Christensen Foto: Jørgen Eneqvist, 21. marts 2007

Det er svært at forestille sig en 18 hullers dansk golfbane i en stenfyldt sandørken uden et eneste græsstrå, men en sådan findes ikke desto mindre - et par kilometer øst for Kangerlussuag (Søndre Strømfjord) i Grønland, hvor Sondie Arctic Desert Golf Club har eksisteret siden 1986. Den særprægede klub med den mindst lige så særprægede bane er faktisk begrænset medlem (nr. 74) af Dansk Golf Union, selv om DGU aldrig fra klubbens side har modtaget andre informationer end en postbox-adresse, et telefonnummer og et faxnummer.

- Vi opererer med så små økonomiske midler, at vi ikke reklamerer for vores bane uden for Kangerlussuag, hvor vi kun er to fastboende danskere, Søren Pinderup og jeg, der spiller jævnligt. En tredje dansker, Tage Johansen, dukker med mellemrum op og ”leger” med os, men ellers ser vi i løbet af en sæson så få mennesker, at Søren og jeg føler, at vi har vores egen golfbane, fortæller Peter Tollerup, der egentlig stammer fra Aalborg, men har boet og arbejdet 35 år i Kangerlussuag.

Dette minisamfund, som i dag kun tæller 500 mennesker, blev udelukkende skabt, fordi det amerikanske luftvåben (USAF) i 1941 i bunden af Søndre Strømfjord anlagde en militærbase og en vejrsikker lufthavn, der kunne bruges til mellemlanding for amerikanske krigsfly på vej til Europa. Først i 1992 forlod USAF igen Søndre Strømfjord, som fik sit grønlandske kaldenavn, Kangerlussuag, som sit officielle navn, da hele lufthavnen overgik til Grønlands hjemmestyre.

Svensk initiativ Blandt de amerikanske ”opfindelser” til fritidsbeskæftigelse var en 9 hullers par 3-golfbane på et sandet, skrånende areal ved militærhospitalet. Den ansporede to golfinteresserede svenske helikopterpiloter fra Grønlandsfly, Ulf Larsson og Christer Sandsted, til at anlægge en ”rigtig” golfbane med både par 3-, par 4- og par 5-huller på en sandslette ved Watson River, som transporterer smeltevandet fra indlandsisen ud i Søndre Strømfjord. Larsson og Sandsted opdagede rent faktisk det flade, åbne areal ad luftvejen, fra deres helikoptere, og fotograferede det fra luften, inden de gik i gang med baneanlæggelsen - sammen med Peter Tollerup, Søndre Strømfjords alt-mulig-mand, ven med Christer Sandsted, men ikke selv golfspiller dengang. Dét blev han dog hurtigt, fordi svenskerne simpelthen lærte ham, hvordan han skulle holde på og svinge en golfkølle. Sammen stiftede de så Sondie Arctic Desert Golf Club. ”Sondie” var den amerikanske udtale af Søndre, så på den måde fik amerikanerne faktisk en slags kredit for at have introduceret golf i den grønlandske sandørken. De nedlagde i øvrigt deres egen par 3-bane, da Sondie-banen stod færdig. - Ulf Larsson var den første formand, Christer Sandsted både kasserer og sekretær, mens jeg var den første baneformand, fortæller Peter Tollerup siddende på en bænk foran ”klubhuset,” to udtjente mandskabsvogne fra henholdsvis Grønlandsfly og Danish Arctic Contractors sat sammen i en ret vinkel, som giver læ for østenvinden, som er ekstra kold, hvis den kommer fra indlandsisen kun 25 kilometer længere inde i landet. Medbragt ”græs” Peter Tollerup fortsætter, mens han fra klubterrassen skuer udover sin, synes han selv, herlige legeplads. - Her på denne stenede sandslette med lidt spredt dværgpil som eneste vegetation, startede vi med en ni hullers-bane, som vi efter kun fire år ombyggede og udvidede til 18 huller, der bortset fra det manglende græs udgjorde - og stadig

Spredte totter af dværgpil og ukrudtsgræs kendetegner roughen, som er svær at slå fra, hvis man spiller efter turneringsreglerne - dvs. uden brug af kunstgræsmåtten Det er ikke de store, forkromede skilte, der præger teestederne. Sådan passer de bedst til en golførken, lyder den lokale forklaring Der er langt til alting fra Kangerlussuag - bortet fra en golfbane, som kun ligger to kilometer fra lufthavnen Kun greens skal passes på den grønlandske ørkenbane. Formanden Peter Tollerup jævner her overfladen ved at trække en plastikrist, bundet til flagstangen, rundt om hullet De eneste, der jævnligt spiller, er formanden Peter Tollerup og Søren Pinderup, så de føler, ganske forståeligt, at de har deres egen legeplads af en golfbane

udgør - en regulær golfbane på over 6000 meter fra hvid tee og med både fairway-, hazard-, out of bounds- og afstandsmarkeringer.

- Græsset medbringer vi selv i form af en lille grøn kunstgræsmåtte, som vi placerer bolden på, inden vi slår. Dét er let nok. Meget sværere er det at spille ind til og at putte på vores bløde sandgreens, hvor bolden hverken triller særligt hurtigt eller langt. Faktisk er det kun vores greens, der behøver lidt pasning. Det sker ved, at vi trækker en tung plastikrist, bundet til flagstangen, rundt om hullet, når vi har puttet ud. Det kan også ske, at vi luger lidt ukrudt væk, men heldigvis har vi så små greens, gennemsnitligt to-tre meter i diameter, at vi ikke slider os op på dette arbejde, som vi snildt udfører, mens vi spiller. Resten af banen passer bogstaveligt talt sig selv - fordi der simpelthen ikke er andet at passe end greens, idet der slås fra gummimåtte-steder.

Længde- og sværhedsmæssigt lader ”ørkenbanen” intet tilbage at ønske fra hvid tee, hvorfra den måler hele 6181 meter og har SSS 72 i forhold til par 71, så man opreguleres i handicap. En daværende dansk eliteamatør, Jesper Kjærbye, i dag chef for Jack Nicklaus Academy i Royal Golf Center på Amager og golfkommentator på Viasat Golf, satte i 1993 en imponerende banerekord fra hvid tee med 69 slag - vel at mærke efter de lokale turneringsregler, hvor kunstgræsmåtten kun må benyttes på fairway, men ikke udenfor. Til daglig er det også tilladt at bruge kunstgræsmåtten i den stenede rough - simpelthen for at skåne køllehovederne for at blive ridset i bunden.

Fra gul tee, 5256 meter, er SSS kun 68, og fra rød tee, 4413 meter, kun 67, med nedregulering til følge, en rating, der er foretaget af Dansk Golf Union udelukkende efter længderne, og som derfor ikke tager hensyn til diverse fysiske forhindringer.

Hurtige runder
I mange år havde Sondie Arctic Desert Golf Club verdens nordligste 18 hullers-bane ca. 60 kilometer nord for Polarcirklen, men selv om dét ikke passer mere, fordi Tromsø Golfklubb i Norge har udvidet til 18 huller, er det stadig et must for alverdens golffanatikere at spille en runde i Søndre Strømfjord.

- Vi har gennem årene haft besøg af excentriske amerikanere og canadiere, der er fløjet ind i egne privatfly for udelukkende at spille vores 18 huller og fløjet ud igen, når runden var slut. New York Times har såmænd også haft en reporter heroppe for at beskrive en anderledes golfoplevelse. Endelig lukrerer vi lidt på, at Søndre Strømfjord er porten til Grønland ad luftvejen, så golfspillere, der enten bare skal bruge nogle timer eller en enkelt dag i byen, inden de skal videre, snupper en hurtig runde. Dét er altid muligt, selv om klubbens medlemstal rent faktisk ligger på 60. Næsten alle disse er imidlertid mennesker, som har boet her på et tidspunkt, men ikke gør det mere. Kun af nostalgiske grunde har de beholdt deres medlemskab. Vi har gjort flere forsøg på at popularisere spillet blandt de lokale grønlændere, men forgæves. De vil hellere på jagt - til vands eller til lands, fortæller Peter Tollerup. 

Selvbetjening
Man behøver ikke medbringe egne golfkøller til Sondie Artic Desert Golf Club. Formedelst 50 kr. kan man leje et sæt køller i klubhuset, og mere koster greenfee heller ikke. Begge dele afregnes via høflig/ærlig selvbetjening i klubhuset, hvor man ikke skal forvente at finde formanden i dagtimerne på hverdage, for ”Bus-Peter” - som Peter Tollerup kaldes lokalt - kører nemlig bybus fra kl. 6 til 19 på ugens første fem dage, så han og Søren Pinderup, spiller kun i weekenderne. Nøglen til klubhuset henter man selv på enten Kangerlussuag Turistkontor, Kangerlussuag Hotel eller på Vandrerhjemmet Old Camp.

- Det vil givet forbavse golfspillere uden kendskab til de klimatiske forhold i Kangerlussuag at høre, at vores golfsæson næsten er lige så lang som den danske. I modsætning til de grønlandske bygder ved kysterne har vi et tørt fastlandsklima, der betyder, at vi sjældent får sne i vinterhalvåret. Søren og jeg har sågar spillet i 15 graders frost, men uden sne, i februar, men normalt starter vi sæsonen sidst i marts og spiller indtil sidst i oktober, forklarer Peter Tollerup, som også oplever ”danske” sommertemperaturer - over 20 grader, hvor både han og Søren Pinderup spiller i t-shirts, bærer solbriller og bruger myggebalsam. Solen kan nemlig være både varm og skarp, når den står op over Sugar Loaf, bjerget, der ligner - og er opkaldt efter - en gammeldags sukkertop. 

Sværere i Danmark
- Jeg har skam spillet en del runder i Danmark, når jeg har været hjemme på ferie, men i Danmark er det, i hvert fald for mig, sværere at slå slagene på fairways med naturligt græs end fra vores fairwaymåtter af kunstgræs, så jeg foretrækker absolut min hjemmebane, kommer det med et lunt glimt i øjet fra formanden for klubben med kun tre aktive medlemmer og med et årligt klubmesterskab, der altid afgøres mellem formanden og baneformanden (Søren Pinderup). Klubbens tredje aktive medlem (Tage Johansen) stiller ikke op til klubmesterskabet, fordi han ikke kan matche Peter Tollerups handicap (21) og Søren Pinderups (25).

- Det kan godt være, at nogle få mennesker, der har spillet her, synes, at det ikke er en ”rigtig” golfbane, men det er i hvert fald en golfbane, der kræver så præcise slag, specielt til vores små greens, at vi sjældent hører om folk, der spiller til deres handicap. Den tørre luft, som altid kendetegner Kangerlussuag og omegn, gør det også svært at bedømme afstandene, fordi man slår kortere i tør luft end ved normal luftfugtighed.

Stadig flere opdager tilsyneladende golfbanen i den arktiske grønlandske ørken, for antallet af grenfee-spillere blev firedoblet fra 2005 til 2006 - fra 13 til 42! Forhåbenligt stiger det yderligere, for det er en uforglemmelig oplevelse at spille 18 huller i én stor sandbunker nord for Polarcirklen med fare for, at man møder flere moskusokser end mennesker undervejs, og hvor nærmeste nabo hedder Dust City - et gammelt stenbrud, hvor ”stenhuggerne” ikke støver mere. Dét gør i stedet spillerne i Grønlands ekstreme golførken - Sondie Arctic Desert Golf Course.

Yderligere info:
www.groenlandseksperten.dk
www.kangtour.gl 

Det sværeste er at slå de korte indspil. Bolden skal være luftbåren helt ind til hullet. Flade indspil stopper hurtigt i det bløde sand

SONDIE ARCTIC DESERT GOLF CLUB:

HISTORIE:
Stiftet i 1986 som DGU-klub nr. 70. 

KØRSELSVEJLEDNING:
Kør fra Kangerlussuag mod øst/Sugar Loaf. To kilometer uden for byen viser et skilt mod golfbanen. 

BANEBESKRIVELSE:
En flad, åben bane med gummimåtte-teesteder og fairways, greens og rough af sand. Flere smeltevandsbække og -småsøer i spil.

BANEFAKTA:
18 huller, par 71.
Hvid tee: 6184 m.
Gul tee: 5256 m.
Rød tee: 4413 m.

KLUBBEN I TAL:
Antal medlemmer: 60.

KONTINGENTSATS:
400 kr.

GREENFEE:
Alle dage: 50 kr.
(DGU-kort ikkke nødvendigt).

TRÆNINGSFACILETER:
Driving range med frie træningsbolde, som man henter i boldopsamlerrør i klubhuset og selv samler op igen!

KONTAKT:
Sondie Artic Desert Golf Club
Postbox 58
3910 Kangerlussuag
Tkf. 00299 52 46 91 (Peter Tollerup)
E-mail: pettol@greennet.gl 

HJEMMESIDE:
Ingen 

Signaturhullet

Der findes mange sjove og spændende huller på Sondie Arctic Desert Golf Course, så fantasien har bestemt ikke fejlet noget hos banens to svenske idémænd, Ulf Larsson og Christer Sandsted. Dét bevises blandt andet ved, at 12. hul, par 3 og banens korteste fra både hvid, gul og rød tee, regnes for signaturhullet over alle.

Selv om det kun måler henholdsvis 132, 110 og 92 meter fra de tre forskellige teesteder og har handicapnøgle 18, altså banens letteste på papiret, er det svært at score par. Primært er det afstanden, der snyder - dels fordi man fra teestedet slår bolden op i en skråning til en green, der altså ligger højere end teestedet, og dels fordi man glemmer, at bolden flyver kortere i den tørre luft. Man skal faktisk slå to jern højere, end man normalt ville gøre på disse afstande, og man skal helst ramme den meget lille green, fordi de har stenfyldte omgivelser, som kan føre til, at en skævert bliver endnu mere skæv. En stor hazard mellem tee og green gør desuden, at man absolut ikke skal toppe.

Hvis tiden tillader det, skal man foruden golfbane opleve indlandsisen, et storslået bekendtskab - som f.eks. her på kanten af Russel-gletcheren

Tre staldtips

1. Man skal helst spille med gule bolde, som er lettere at få øje på end hvide i det lyse ”ørkensand”. Ekstra bolde er også nødvendige, fordi sandet nogle steder uden for fairway er så løst, at en højtflyvende bold kan grave sig ned og forsvinde uden at efterlade noget nedslagsmærke.
2. Forsøg at flyve bolden højt helt ind til flaget på selv meget korte indspil. Flade indspil duer ikke, fordi bolden stopper næsten øjeblikkeligt på de bløde sandgreens, som desuden kræver bestemte putts selv fra kort afstand.
3. Der findes ikke drikkeautomat i klubhuset, så man skal selv medbringe drikkevarer, som er vigtig i den tørre luft. Efter runden bør man slappe af på klubhusterrassen og bare nyde stilheden og naturen.