Pitch and putt
Du har lige samlet bolden op fra hullet og kan notere en stor fed stableford-streg på scorekortet. Du klør dig selv i håret og undrer dig over, hvordan pokker det kunne lade sig gøre. Men så husker du det flækkede pitchslag, som tordnede hen over green
Af Henrik Søe. Foto: Søren Tidmand. Model: Nicklaez Rasmussen, 14. juni 2007
Pitchslaget fra 30-50 meter er et af de sværeste golfslag på golfbanen. Så det bedste råd er i al sin enkelhed blot at undgå at havne i den afstand fra flaget. Men en ting er course management – noget andet er virkelighed. Og jo tættere man kommer på flaget, jo større bliver risikoen for at toppe, flække eller shanke, fordi du ikke har et fuldt sving. Hører du til typen, der forbander de små vigtige pitchslag langt ud i roughen, så læs med her. For det behøver slet ikke være så svært.
Opstillingen Du behøver ikke ændre meget på opstillingen til et pitchslag. De fleste foretrækker at have lidt mindre afstand mellem fødderne, men det er en smagssag. Lad rygsøjlen tilte lidt til højre og hold vægten på venstre fod gennem hele svinget. Sørg for at holde hænderne foran bolden Det sikrer, at du rammer bolden i en nedadgående bevægelse – og stol på at jernets loft nok skal klare resten. |
 |
Rank ryg En rank ryg er nødvendigt for at sikre plads til rotationen i svinget. Af samme grund er det en fordel at stille åbent op, så fødderne peger til venstre for målet, mens skuldre og hofte er parallelt med målet. |
 |
Svinglængden Lad svinglængden styre længden på slaget. Find nogle punkter i bevægelsen, som du kender og find ud af, hvor langt du slår med de enkelte bevægelser. En løsning kan f.eks. være at bruge ur-metoden, hvor armene fungerer som visere. Find eksempelvis fire faste klokkeslæt - 7, 8, 9 og 10 - og når du næste gang står over for et slag på 40 meter, så ved du, at det eksempelvis er dit klokken 8 slag, du skal bruge. |
 |
Tip: Forestil dig, at dit sving skal holde samme tempo som et pendul i tilbage- og nedsving. På den måde holder du rytmen og den nødvendige acceleration.
Fem råd til et godt pitch
Kom ned i bolden
Behold dit normale grip og lad både kroppens svingcenter og hænderne være foran bolden for at sikre, at du kommer ned i bolden
Tro på det
Stol på at jernets loft nok skal gøre arbejdet. Alt for mange spillere – især mænd – har en tendens til at skovle bolden af sted
Konstant tempo
Hold tempoet gennem svinget og undgå den ”dødelige” deacceleration. Dette er især et problem for mange kvindelige spillere
Vær åben
For lidt plads til svinget er årsag til mange dårlige pitchslag. Åbn din stance en smule og rank ryggen. Det skaber plads til rotationen
Længde lig længde
Lad svinglængden afgøre længden på dit slag. Find dine egne faste punkter i svinget og husk dem, når du står over for et pitch