Charlotte Lorentzen vandt DM

I silende regn kunne Charlotte Kring Lorentzen lade sig hylde som vinder af DM Slagspil. Malene Jørgensen og Sara Monberg tog sig af sølv og bronze


Af Frederik Stage, 22. juli 2007

Inden sidste runde af DM Slagspil havde Charlotte Kring Lorentzen lagt sig i pole-position for de 12 kvinder, der havde klaret lørdagens cut. Og det tilmed som solid favorit, via fire og syv slag ned til Malene Jørgensen og Sara Monberg på 2. og 3. pladsen.

Derfor var det umiddelbart heller ikke den store overraskelse, at Smørum-spilleren efter 18 huller i silende regn kunne lade sig omfavne af landsholdskollegaerne som vinder af årets DM slagspil efter en afsluttende 76’er.

”Jeg er rigtig glad for at stå her som vinder i dag. Undervejs søgte jeg bare at holde sammen på mit eget spil og undgå hjerneblødninger,” lød den første vurdering fra Charlotte Kring Lorentzen, der foruden medalje og vindertrofæ, sikrede sig adgang til kvindernes LET turnering, Nykredit Masters, til september.

Men selvom DM-guldet på papiret kom sikkert i hus, med fire og fem slag til forfølgerne, afslørede scoringstavlen dog ved eftersyn, at der havde været pres på undervejs.
Således lå både Sara Monberg og Malene Jørgensen en overgang indenfor rækkevide af den senere vinder: Førstnævne var fire under par efter 12 huller, mens Malene Jørgensen med en eagle på 8. hul havde rundet for-ni blot et enkelt slag efter Lorentzen.

Men som runden skred frem, formåede Charlotte Kring Lorentzen dog at holde sammen på sit spil, mens udfordrernes angreb langsomt tabte luft.

”Jeg startede jo skidt med dobbelt bogey på 1. hul, og rundede for-ni i plus to, mens både Monberg (Sara, red.), og Malene (Jørgensen, red.) spillede rigtig godt. På det tidspunkt var de tæt på, men jeg fokuserede bare hele tiden på at holde sammen på mit eget spil og undgå dyre fejl. For alle laver fejl på den her bane,” forklarede en tilfreds Charlotte Kring Lorentzen om sejren.

Sara Monberg, Charlotte Kring Lorentzen og Malene Jørgensen
Sara Monberg, Charlotte Kring Lorentzen og Malene Jørgensen

En anden der også var tilfreds med Charlotte Kring Lorentzens indsats, var landsholdstræner Anders Dahl Christiansen:

”Jamen, det Charlotte laver i den her turnering, det er simpelthen bare verdensklasse. I går var hun et tidspunkt seks under, hvilket normalt er uhørt blandt pigerne. Hvis jeg skulle vælge spillerne til årets Solheim Cup for juniorer, ville jeg da klart give hende et wildcard, hvis ikke hun selv kvalificerer sig,” lød roserne fra landstræneren.

Udover de tre podiepladser indtog Therese Kølbæk turneringens 4. plads, mens Sarah Abercromby med dagens laveste runde i 71 slag sikrede sig 5. pladsen.

Se slutresultaterne af kvindernes DM Slagspil

Følg også herrernes DM på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik