Suveræn Jørgensen

Al spænding forduftede hurtigt, da Malene Jørgensen på finalerundens for-9 skaffede sig et stort forspring til konkurrenterne og til slut blev en overbevisende vinder af årets første afdeling af Royal Tour for damer.


Tekst: Søren Tidmand, 06. maj 2007

Da alle spillerne i damernes Royal Tour I havde spillet anden runde færdig på Jellings bane, var der lagt op til en spændende afgørelse med Malene Jørgensen et enkelt slag foran Line Vedel Hansen og tre slag foran Sara Monberg, Therese Kølbæk og Charlotte Kring Lorentzen. Men det varede ikke længe før den førende fynbo lagde afstand til landsholdskollegerne med solidt spil. Malene Jørgensen lod de andre om at lave fejlene.

Ganske vist lagde Malene Jørgensen ud med en bogey på første hul, men derefter var der kun få missere på resten af runden, som lød på 70 slag i alt. Det var således en tangering af turneringens hidtil laveste score, som Charlotte Kring Lorentzen åbnede med lørdag formiddag. Smørum-pigen kunne dog ikke følge op på sin gode score og faldt med runder i 78 og 76 slag tilbage på en delt fjerdeplads i resultatlisten.

Haderslevs Line Vedel Hansen satte sine vinderchancer over styr med bogeys på fire af finalerundens første seks huller og var dermed seks slag efter Jørgensen efter for-9. Heldigvis for sønderjyden var hun i stand til at holde fast i andenpladsen takket være en runde i 76 slag. Line Vedel Hansen sluttede på +6 totalt, syv slag efter Malene Jørgensens flotte vinderscore på 215 slag, ét under par.

Søllerøds Therese Kølbæk sikrede sig tredjepladsen med en 75'er (totalt +7), mens Monica V. Christiansen fra Simon's tog et gevaldigt spring fremad i kraft af en runde i 71 slag. Med til historien hører, at det lykkedes for Monica at lave eagle-2'ere på par4-hullerne 6. og 9. Måske en tegn på at hun ved at genfinde den form, som for et par år tilbage udløste fire danske mesterskaber i samme sæson. Monica V. Christiansen delte fjerdepladsen med Charlotte Kring Lorentzen, begge +8, et slag bedre end Juelsmindes Sara Monberg.

Resultat
Royal Tour I på dgu.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik