9. DM-titel til Aalborgs herrer

Med en komplet holdindsats og sejr over Gyttegård lykkedes det for Aalborgs herrer at vinde Nykredit Elitedivisionen. Kokkedal sikrede sig bronzemedaljer ved finalestævnet i Hornbæk.


Tekst & foto: Søren Tidmand, 16. september 2007

Aalborgs herrer vinder DM-guld

For år tilbage vandt Aalborg syv DM-titler på bare ti år. Men ikke siden det nye format med semifinaler og finaler i samme weekend har nordjyderne stået øverst på skamlen. Det blev der lavet om på i weekenden, da mandskabet fra Limfjorden vendte tilbage som landets bedste herrehold.

- Det er en helt ny oplevelse, forklarede Allan Høgh efter at have vundet sin single mod Jesper Drongstrup og modtaget endnu en guldmedalje. Vi har et homogent hold med et par unge nye talenter, som virkelig har leveret varen.

Faktisk var det et af talenterne, der reelt sikrede DM-guldet. Det skete nemlig da Kasper Estrup lukkede sin match mod Gyttegårds Ronni Kamp på 17. hul og dermed bragte aalborgensernes total op på uindtagelige 10 points.

Forinden havde Aalborg vundet to af formiddagens tre foursomes. Først var det Allan Høgh og Rasmus Hjelm Nielsen med cifrene 2/1 over Ronni Kamp og Claus Mølholm, mens Thomas Havemann og Christoffer Lange Christiansen vandt 5/4 over John Nicolajsen og Jesper Drongstrup. Med sejre i hver deres singler havde Thomas Havemann og Christoffer Lange Christiansen bragt Aalborg foran med 8-2.

Herefter havde det ingen indflydelse på selve resultatet at Gyttegårds Martin Kamp hentede en meriterende sejr på 6/5 over landsholdsspilleren Rasmus Hjelm Nielsen og at Jakob Graver Nissen i sidste match besejrede veteranen Jacob Thomsen med 2/1.

Resultatet blev 12-6 til Aalborg.

Aalborgs Jakob Thomsen i vandet
Aalborgs Jakob Thomsen sørgede for god underholdning lige inden lukketid,
da han forsøgte at slå sig ud af søen på 17. hul.

I kampen om bronzemedaljerne var Kokkedal stærkest. Med foursome-sejre Jesper Lerchedahl og Jeff Winther samt Jakob Hommel-Hansen og Peter Flou-Jensen blev grunden lagt til den samlede sejr på 11-7 over Smørum. Efter frokostpausen blev Jesper Lerchedahl, Simon Gundorph og Jeff Winther matchvindere ved at vinde hver deres single.

Nykredit Elitedivisionen, herrer, finale:
Aalborg - Gyttegård 12-6 (link til matchfakta)

Nykredit Elitedivisionen, herrer, kamp om bronze:
Kokkedal - Smørum 11-7 (link til matchfakta)

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik