Ren jysk finale
Herrernes DM-trofæ lander i år vest for Storebælt. Det blev en kendsgerning, da Aalborg og Gyttegård vandt deres semifinaler ved Nykredit Elitedivisions-slutspillet i Hornbæk.
Tekst & foto: Søren Tidmand, 15. september 2007
Aalborg har stolte traditioner i DM-sammenhæng. Lørdag leverede de endnu en overbevisende holdindsats, da Smørum blev besejret med 12-6 i en match, hvor nordjyderne allerede i formiddagens foursomes stak kursen ud med to sejre i de tre matcher. Allan Høgh og Rasmus Hjelm Nielsen (billedet herunder) holdt nerverne i ro på 18. green og besejrede Steffen Alvang og John Davies, mens Thomas Havemann og Christoffer Lange Christiansen kun behøvede 14 huller til at slå Lasse Vad og Erik Steffensen.

I eftermiddagens singler stod Smørums Søren Juul for den mest overlegne sejr på 8/6 over Kasper K. Estrup, men det rakte ikke langt i det samlede regnskab. Sejre til Christoffer Lange Christiansen, Rasmus Hjelm Nielsen, Allan Høgh og Jakob Thomsen sikrede Aalborg en klar sejr og adgang til søndagens guldmatch.
Her står Gyttegård parat efter en kneben sejr på 10-8 over sidste års sølvmedaljevindere fra Kokkedal. Faktisk var det nordsjællænderne, der fik den bedste start med to sejre i formiddagens foursomes. Jesper Lerchedahl og Jeff Winther vandt 2/0 over John Nicolajsen og Jesper Drongstrup, mens Jakob Hommel-Hansen og Peter Flou-Jensen ligeledes på 18. green trak det længste strå mod Mads Dam og Ronni Kamp.
I den sidste foursome sørgede midtjyderne Martin Kamp og Jakob Graver Nissen for at bevare spændingen takket være en 3/2-sejr over Simon Gundorph og Christopher V. Svendsen, og straks efter frokostpausen fortsatte de begge med sejre i hver deres single-matcher mod Gundorph respektive Flou-Jensen. Landsholdsspilleren Jesper Drongstrup fik på det personlige plan en kærkommen revanche efter formiddagens nederlag til Jesper Lerchedahl, da han besejrede samme spiller med 7/5.
Inden sjette og sidste single var stillingen lige, og dermed blev Kenneth Hansen matchvinder for Gyttegård med 3/1 over Christopher V. Svendsen.
Søndag spiller Kokkedal mod Smørum i matchen om bronze, mens Aalborg må bære favoritværdigheden i finalen mod Gyttegård.
Nykredit Elitedivisionen, herrer, semifinaler:
Gyttegård - Kokkedal 10-8 (link til matchfakta)
Aalborg - Smørum 12-6 (link til matchfakta)