Blæsende sejr efter omspil i Dragør

Anders Larsen fra Furesø vandt Dragør Pokalen for herrer, mens Søs Bohart fra Skovlunde vandt damernes version.


Af Martin Rahbech, 16. juni 2008

Dragør Pokalerne blev uddelt søndag efter en weekend med spændende golf i udfordrende omgivelser i Dragør Golfklub.

Herrernes turnering blev vundet af Anders Larsen fra Furesø, men det blev først afgjort efter tre hullers omspil med Casper Olsen fra CGC Golf Club. De tre omspilshuller klarede Anders Larsen med birdie, birdie og par, og Casper Olsen brugte tre gange par.

De to spillere klarede begge de 54 ordinære huller i 213 slag. Det var tre slag bedre end de to spillere, der sluttede på en delt tredjeplads. Det var Lasse Vad fra Smørum og Emil Meulengracht fra Hornbæk. Sidstnævnte gik ud til finalerunden med fem slags forspring til Casper Olsen, men gled altså lidt tilbage.

Damernes Dragør Pokal endte i sikker stil hos Søs Bohart fra Skovlunde. Hun førte turneringen fra start til slut, og hun endte med en samlet score på 237 slag. Det var 12 slag bedre end Trine Poulsen fra Fredensborg.

- Det var en god weekend med masser af god golf. Der var meget blæst, men banen har aldrig stået bedre, end den gør i øjeblikket, siger turneringsansvarlig Kjeld Esbensen.

Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik