Favorit og sensation
Søllerøds Therese Kølbæk indriede forventningerne og sikrede sig det danske mesterskab i hulspil, mens herrernes titel sensationelt blev vundet af Ørnehøjs 16-årige junior Martin Leth Simonsen
Tekst: Søren Tidmand, 22. juni 2008
Svendborg Golf Klub dannede med sin veltrimmede bane i weekenden rammen om årets første DM med 64 herrer og 32 damer til start. Formatet var hulspil, og dermed var der lagt op til overraskelser. De udeblev dog i damerækken, hvor de fire topseedede spillere søndag var klar til at kæmpe om titlen. Og ganske som ventet blev det Søllerøds Therese Kølbæk, der trak det længste strå, endda med en overbevisende sejr i finalen over Cathrine Orloff Madsen fra Herning.

Fra højre: Therese Kølbæk, Cathrine Orloff Madsen,
Daisy Nielsen og Line Vedel Hansen
Begge har i de seneste par år tilbragt hverdagen på college i USA, hvor de hver især har noteret en fin række af fornemme resultater. Hvorvidt den erfaring var udslagsgivende netop på denne dag er svært at sige, men det giver helt bestemt en god balast. På sin vej til finalen blev Cathrine Orloff Madsen presset til det yderste af både Lene Barrett Holm og Laura Boe-Hansen i de to indledende runder inden hun søndag formiddag viste god stabilitet ved at besejre Haderslevs Line Vedel Hansen med 2/1.
I sine fem matcher nåede Therese Kølbæk aldrig at spille 18. hul. Fredag slog hun Marianne Eriksen 4/2, lørdag gik det ud over Monica V. Chistiansen (2/1) og Mette Spøer (5/3), inden det i søndagens semifinale blev til en smal 2/1-sejr over Frederikshavns talentfulde Daisy Nielsen. I finalen fulgte Cathrine Orloff Madsen godt med på for-9, men så slap kræfterne op, og herefter var der aldrig tvivl om udfaldet, da Kølbæk blev en fortjent vinder med cifrene 5 op og fire huller igen.
Damer - resultater semifinaler og finale
DM i hulspil damer på dgu.org
Køb en lottokupon
Faktisk var det lidt af en tilsnigelse at tale om en herretitel, idet turneringen i høj grad blev præget af nogle af landets bedste juniorer. Også selv om juniorlandsholdet samtidig var i Japan, hvor de hentede en flot syvendeplads ved VM. De øvrige af juniorlandsholdstruppens spillere benyttede lejligheden til at vise deres evner ved DM, og det rakte for Thomas Sørensens vedkommende til en finaleplads. Som andenseedet måtte han bære favoritrollen, da den førsteseedede Nicklaez Rasmussen blev sendt ud af turneringen i kvartfinalen. Og det unge Hjørring-talent startede søndagen med at vinde sin semifinale med 2/1 over Andreas Pedersen (6).

Den nye danske mester Martin Leth Simonsen yderst til venstre
På den øverste halvdel gav Ørnehøj-junioren Martin Leth Simonsen en forsmag på sin dagsorden, da han i semifinalen sendte Nicklaez Rasmussens banemand, Daniel Sivertsen, ud med de knusende cifre 7/5. Martin havde den dag hvor alt lykkedes, og det fik hans mor til at bemærke, at "havde det været lørdag var Martin blevet sendt ned efter lottokuponer." På ottende hul sejlede juniorens bold det meste af tiden i out-of-bounds-land, men på forunderlig vis var bolden i spil, da den landede.
- Jeg havde ikke en jordisk chance, kommenterede Daniel Sivertsen efter nederlaget. Uanset hvor godt jeg slog, så var det bare ikke godt nok.
Og tilsyneladende passede rollen som favoritdræber udmærket ind i nordjyden Martin Leth Simonsens planer, for i finalen havde han kun brug for 15 hullers spil inden han kunne løfte armene og lade sig hylde som ny dansk mester i hulspil. I det rene junioropgør var Thomas Sørensen trods godt spil ikke i stand til at ryste Martin Leth Simonsen, der blev en højest uventet vinder. Dermed satte den blot 16-årige Ørnehøj-spiller punktum for en fantastisk forlænget weekend takket være sejre over Victor Fasmer Henum (2/0), fjerdeseedede Christian Vinther (1/0), 13.-seedede Morten Lykkegaard (1/0), Martin Larsen (2/1), Daniel Sivertsen og til slut andenseedede Thomas Sørensen (4/3).
Herrer - resultater semifinaler og finale
DM i hulspil herrer på dgu.org
blog comments powered by
Seneste nyheder på DGU.org