Gode erfaringer i Sydafrika

Kristian Grud og Nicolai Aagaard deltog i Sanlam South African Amateur. De kom ikke videre fra det indledende slagspil, som de måtte starte med lejet udstyr.


Af Martin Rahbech, 08. marts 2008

De to danske landsholdsspillere, Kristian Grud og Nicolai Aagaard, rejser søndag hjem til Danmark efter 10 dage i Sydafrika. Her har de deltaget i Sanlam South African Amateur, og trods skuffelse over resultatet var de tilfredse med udbyttet af turen.
Turneringen startede med to runders slagspilskvalifikation, og ingen af de to danskere kom blandt de 64 spillere, som fortsatte til det afgørende hulspil.
Kristian Grud lå nummer 22 efter en åbningsrunde i 73 slag, men så fulgte en runde i 82 slag, og han rykkede ned som nummer 83. Nicolai Aagaard blev nummer 154 efter runder i 83 og 82 slag.
- Vi er begge to skuffede over resultatet, men vi har lært rigtig meget. Vi har spillet på sindssygt gode baner, og det har været god konkurrencetræning. Og så har vi fået trænet en del, fortæller Kristian Grud fra Sydafrika.
De to danskere fik dog en træls start på opholdet i det afrikanske. Der var sket en fejl med transporten af deres bagage, som først kom frem efter tre dage.
- Vi var jo taget af sted i jeans og kondisko, og vi måtte spille både prøverunde og første runde med lejet udstyr. Det var da ikke helt optimalt, siger Kristian Grud.
Turneringen blev vundet af sydafrikanske Jacques Blaauw, der viste charmen ved hulspil, da han kom videre som nummer 44 i slagspilskvalifikationen. I finalen besejrede han Nigel Edwards fra Wales.

Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik