Europæisk sejr i Junior Solheim Cup
En dramatisk sidste dag ved Ping Junior Solheim Cup i Båstad sluttede med europæiske jubelscener. Europa vandt 14-10 over USA efter tirsdagens afgørende singler, hvor de to danske deltagere igen måtte gå pointløse fra banen.
Af Henrik Søe. Foto: Junior Solheim Cup, 12. september 2007

Både Sara Monberg (bill. i midten) og Charlotte Lorentzen var sultne efter at komme på tavlen, men skæbnen ville, at danskerne i singlerne skulle op mod to af de stærkeste amerikanere. Og selv om der blev kæmpet bravt, måtte landsholdsspillerne konstatere, at deres deltagelse i Junior Solheim Cup endte uden point. Heldigvis for de to lykkedes det for holdet at fravriste amerikanerne trofæet efter nederlaget for to år siden -men først efter 12 hårdt kæmpede singlematcher.
Sara Monberg fik en op-ad-bakke-start og var tre nede allerede efter tre huller – og den indledning fik Juelsminde-spilleren aldrig rystet af sig og hun tabte 4/3 til Jane Rah, der er så stort et talent, at hun hjemme i USA spiller med de "voksne".
- Jeg ville så gerne have bidraget med et – eller bare et halvt - point, men det var trods alt rigtig fedt, at vi vandt. Det har været stort at være med til, sagde Sara Monberg, som sammen med de fleste af holdkammerater stod klar ved 18. green, da reserven Jaqueline Hedwall skaffede Europa det afgørende point og satte gang i jubelscenerne.
På de tidspunkt havde Charlotte Kring Lorentzen stadig en spinkel chance for at komme på tavlen for Europa, men efter en indædt fight i den hårde vind på Båstad Golfklubb måtte hun strække gevær på 17. hul i sin match mod Kristen Park.
Fælles for de to landsholdsspillere var et par puttere, som ikke altid fungerede efter hensigten. Men bortset fra det manglede danskerne ikke noget i forhold til de øvrige 22 spillere. Så selv om det ikke var danskernes turnering i Båstad, kan de med sindsro kalde sig for nogle af verdens bedste pige-spillere - og ikke mindst fortjente Junior Solheim Cup-vindere.
Pigernes oplevelse i Sverige slutter ikke med Junior Solheim Cup, idet de nu sætter kurs mod Halmstad for at støtte Iben Tinning og resten af deres voksne Solheim Cup-kolleger i kampen mod USA.
Junior Solheim Cup på DGU.org
Resultat