Mette Spøer vandt i dramatisk afslutning

Det var lige ved og næsten for den 12-årige frederikshavner, Daisy Nielsen, der søndag måtte se Mette Spøer fra Jelling Golfklub løbe med sejren, da landets bedste piger var samlet for at spille Faxe Kondi Tour II i Fredericia Golf Club.


Søren Barnak, 27. maj 2007

Det blev en særdeles spændende afslutning, da landets bedste piger var samlet i Fredericia Golf Club for at spille Faxe Kondi Tour II. Efter lørdagens første to runder lignede Mette Spøer fra Jelling Golfklub en sikker vinder, da hun efter to runder (77-72) havde lagt sig alene i spidsen for turneringen. Inden finalerunde var de nærmeste forfølgere henholdsvis fire og fem slag efter og alt var således lagt til rette til, at jelling-pigen søndag kunne lade sig hylde som vinder af Faxe Kondi Tourens anden runde. Men på finaledagen så det ud til, at nerverne spillede hende en puds. Mette Spøer lagde ud med en bogey allerede på første hul. Det blev godt nok fulgt op af en birdie på 4. hul, men herefter havde Spøer meget svært ved at få spillet til at hænge sammen, og mens konkurrenterne lige så stille rykkede nærmere, lavede Mette Spøer dobbeltbogey på 5. hul og bogey på 7, 9, 12, 13, 14, 15. og 16. hul. I alt otte bogeys, en dobbeltbogey og kun en enkelt birdie og en samlet score på 81 slag fik for alvor forspringet til at skrumpe ind. For på samme tid havde den 12-årige Daisy Nielsen gang i en god runde med bl.a. fire birdies på de sidste ni huller. Frederikshavneren, der spiller i handicap 2,2, havde med en forrygende slutspurt med birdies på 16. og 17. hul hentet forspringet til Mette Spøer og kunne med en par på 18. hul fremtvinge omspil. Men heldet svigtede og med en bogey på sidste hul måtte Daisy Nielsen alligevel se Mette Spøer forsvare sin førsteplads og løbe med den endelige sejr. Mette Spøer sluttede samlet i +14, et slag foran Daisy Nielsen og fire slag foran Marie Bergelin, Asserbo Golf Club, der sluttede alene på tredjepladsen. Det lokale håb, Camilla Nielsen, måtte efter en afsluttende runde i 80 slag se sig henvist til en delt 5. plads.
Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik