Pigerne elsker golf
95 piger valgte et par golfrunder frem for en strandtur, da Viborg var værter for årets anden afdeling af den utroligt populære PigeTour.
Tekst: Søren Tidmand, 12. juni 2007

Det varer ikke længe inden arrangørerne af PigeTouren får et problem. Hvordan skal det gå, når antallet af deltagerne vokser og vokser. I lørdags satte 95 piger ny rekord, da anden afdeling blev spillet i høj solskin på Viborgs bane. Mens tilskuerne søgte ly i skyggen af træerne, var pigerne nødt til at "nøje" sig med masser af solcreme og vand for at klare de sydlandske varmegrader.
Om det var varmen eller bare en smule træthed, der gjorde udslaget, er egentlig helt ligegyldigt. For Rikke Dorset blev dagen en kæmpe oplevelse, der startede med en super runde i 73 slag. Struer-pigen stillede til start med handicap 9,6 og fortsatte sin flyvetur på for-9 af anden runde, hvor hun kun brugte 37 slag. Men så slap kræfterne op på de sidste ni huller, og de åbnede op for to af A-rækken faste folk i toppen. Med runder i 77 og 78 slag sikrede Amalie Schøtt Munck fra Skovlunde-Herlev sig andenpladsen - en gentagelse fra første afdeling i Svendborg. Og endnu bedre gik det for frederikshavneren Daisy Nielsen, der efter en stille 80'er om formiddagen rykkede forbi alle konkurrenterne takket være en flot anden runde i 73 slag. En ny sejr til Daisy (153), to slag foran Amalie og fire foran Rikke Dorset. Jinjira Sornjan fra Ebeltoft (158) og Caroline Nistrup fra Dragør (159) fulgte på fjerde- og femtepladsen.

I B-rækken var der ikke færre end 44 piger til start og alle dem strålede Smørum-pigerne mest. Faktisk blev det til en dobbeltsejr, da Nanna Madsen (86-87 og totalt 173 slag) og Amalie Tøttenborg (89-88, 177) formåede at henvise hjemmeklubbens egen Kathrine Rolighed Larsen (179) til tredjepladsen. Der var alligevel masser af spænding, da Kathrine med sit kendskab til banen i eftermiddagens runde begyndte at presse på. Efter en skuffende 96'er i første runde fik hun bedre styr på sit spil i anden, som sluttede med 83 slag på kortet. Charlotte Hvid Laursen fra Silkeborg (180) og Carressa Brinchmann Bos fra Aarhus (181) snupped de næste placeringer, mens Helene Hviid Jørgensen fra Sønderjyske efter formiddagens bedste score i 84 slag måtte nøjes med sjettepladsen til slut.

Spænding var der også rigeligt af i C-rækken, hvor Viborg-pigerne dominerede. Med 46 slag på de sidste ni huller (af 27 i alt) sikrede Cecillie Pinnerup sig en kneben hjemmesejr foran klubkammeraten Sabine Ladekarl og Svendborgs Julie Andersen, der også sluttede på 146 slag. Lillesøster Emilie Rolighed Larsen blev nummer fire og Frederikke Söllmann fra Dejbjerg nummer fem. I alt 24 piger var til start.

Sidste afdeling af årets PigeTour afvikles i Roskilde d. 18. august.
Resultat A-rækken Gennemgående stilling A-rækken
Resultat B-rækken Gennemgående stilling B-rækken
Resultat C-rækken Gennemgående stilling C-rækken

