We are the Champions

De stillede op som drenge, de spillede som mænd – og de endte som store vindere. Tilskuerne i Rold Skov Golf Klub lørdag den 14. juli blev vidne til en af dansk golfs største triumfer nogensinde, da seks danske drenge vandt en superdramatisk EM-finale over England.


Af Henrik Søe, 14. juli 2007

We are the Champions
Mestrene fra venstre: Patrick Winther, Kasper Sørensen, Daniel Løkke, Lucas Bjerregaard, Nicolai Aagaard, Nicklaez Rasmussen og hold-kaptajn Leif Kjeldsen


”We are the Champions” bragede ud af højtalerne, og de seks danske smil fra toppen af sejrspodiet fortalte historien om, hvem sangen var møntet på. Smilene sad på Daniel Løkke, Kasper Sørensen, Nicolai Aagaard, Lucas Bjerregaard, Nicklaez Rasmussen og Patrick Winther – og de var store.

Efter fire dages opslidende, nervepirrende EM-golf stod en flok danske drenge i en EM-finale for første gang siden 1987. Og de stod for presset i en finale, der havde det hele og mere til. Inklusive en dansk sejr…  

Formiddagens to foursomes endte i en pointdeling, så alt var helt åbent inden eftermiddagens fem afgørende singler. Efterhånden som de enkelte matcher skred frem tippede finalen så småt over i dansk favør. Først afgjorde Daniel Løkke sin match på 18., hvorefter Nicklaez Rasmussen skaffede et point mere, da han delte sin match på 17. Så kom meldingen om et engelsk point, da en velspillende Andrew Johnston besejrede Lucas Bjerregaard med 4/3. Med stillingen 3-2 var intetafgjort, og de nervøse miner bredte sig blandt forældre og andet godtfolk, som fulgte den intense finale fra siden af Rold Skovs veltrimmede fairways.

Til slut stod befandt to matcher sig på 18. hul. Patrick Winther på teestedet - foran med en enkelt pind, mens Nicolai Aagaard var nået helt frem på 18. green – all square.

Den 15-årige Winther, der selv havde bedt om at spille den sidste bold, nåede lige at smække et godt drive ud midt i fairway, inden jubelbrølet fra 18. green afslørede, at Danmark havde sikret sig det første Europamesterskab siden 1993.

Så eksploderede 18. hul i råb, skrig og champagnepropper. Efter fem dages EM-turnering og lange forberedelser kunne spillerne, landstræner Thomas Holm Larsson, holdkaptajn Leif Kjeldsen omsider høste frugten af de mange timers seriøse forberedelse og hård træning.

 - Det var helt fantastisk. Jeg var helt rolig derude i dag, for drengene var så skarpe. De var så cool og slog slag som gamle rutinerede ræve. Jeg er megastolt af drengene, sagde Thomas Holm Larsson, da han havde fået tørt tøj på efter at drengene havde smidt ham i vandet ved 9. green.

Med en sjetteplads ved herrernes EM, guld til drengene i Rold Skov og bronze til pigerne i Oslo har det været en EM-sæson ud over det sædvanlig for Dansk Golf Union og ikke mindst folkene bag landsholdsarbejdet. Det var da også en stolt sportschef Morten Backhausen, der kunne gøre status:

- Drengenes EM-sejr er en af de største triumfer for dansk landsholdsgolf nogensinde. Med herrernes gode resultat, drengenes guld og pigernes bronze har vi understreget, at vi er på rette spor med det store landsholdsarbejde, der bliver udført i Dansk Golf Union. En stor cadeau til trænere, eksperter, frivillige og ikke mindst spillerne, der har leveret et fornemt stykke arbejde på banen. Selv om der stadig er langt, har spillerne taget et stort skridt på vejen mod en professionel tilværelse.

Et kæmpestort og guldrandet tillykke skal lyde til drengene fra dgu.org.

Se samtlige resultater og billeder på www.dgu.org/em-boys

Larsson i vandet
Her ligger en våd landstræner Thomas Holm Larsson. Foto: Frank Undahl
Jubel på 18. fairway
Kasper Sørensen, Daniel Løkke og Nicklaez Rasmussen, da triumfen er hjemme

 

 

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik