God dansk start ved EM i Wales

Danmark er med blandt de førende nationer efter førstedagen af EM i Wales. En god præstation i onsdagens anden runde kan bane vejen for medaljespil


Tekst Søren Barnak, 30. juni 2009

Sebastian Cappelen på teestedet
Det er ægte linksgolf, og det er vigtigt at komme godt fra tee

De danske herrer fik en god start ved hold-EM, der frem til lørdag spilles på Conwy (Caernarvonshire) Golf Club i det nordlige Wales.

På en dejlig walisisk sommerdag med kun en smule vind og en bane, der ikke var totalt udtørret af sol og vind, lagde Danmark ud med at føre turneringen efter de første spillere havde færdigspillet deres runde.

Op ad dagen kom der en smule grus i maskineriet, men Danmark ligger efter førstedagen på en godkendt 8. plads med gode muligheder for at komme med i first flight – dvs. komme blandt de otte bedste nationer, der spiller med om medaljerne.

Landstræner Anders Dahl Christiansen vurderede inden turneringens start, at 16 ud af de 20 hold havde potentialet til at komme blandt de otte bedste efter de to første dagens slagspilskvalifikation, og målsætningen var derfor på forhånd at komme med i top-8 efter de indledende runder.

Det ser foreløbig ud til at være inden for rækkevidde, og landtræneren beretter da også om en flok unge spillere, der viste den rette indstilling, og som kæmpede hele dagen.

Stemningen i den danske lejr er helt i top, ikke mindst takket være indsatsen fra holdkaptajn Poul Andersen samt mentaltræner Freddy Gleisner, der begge støtter de unge spillere, så de kan yde deres maksimale.

Efter et par træningsrunder har spillerne kaldt banen for en tricky linksbane med fairwaybunkers man for en hver pris skal undgå at slå i. På forhånd var planen at lægge den rigtige strategi fra tee og undgå at ryge i de dybe potbunkers.

Det ser ud til at have fungeret på førstedagen, hvor Jacob Roth som bedste dansker imponerede med en spille de første ni huller i 30 slag og samlet gå runden i 69 slag (-3).

De øvrige danske scores var; Andreas Hartø (72), Kristian Nielsen (70), Joachim Hansen (75), Sebastian Cappelen (77) og endelig Morten Ørum Madsen (72).

De fem bedste scores tæller for hvert hold, og Danmark er efter førstedagen samlet to-under-par, på en delt 8. plads sammen med Tyskland.

Turneringen føres af England (-16), der er tre slag foran Norge, der deler 2. pladsen med Italien (-13), mens Sverige er på 4. pladsen (-12).

De forsvarende mestre fra Irland fik ikke den bedste start og ligger på 14. pladsen i +12.

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009