Svenskerne stoppede drømmen om guld
Danmark skal spille om bronzemedaljer mod Tyskland ved EM Girls efter nederlag i semifinalen.
Tekst: Martin Rahbech, 13. juli 2007
Danmark kommer ikke til at stå øverst på skamlen ved EM Girls i Oslo. Sverige blev stopklodsen for de danske piger, der i ugens løb har vist meget stærkt spil. Nu handler det om at erobre bronzemedaljerne i lørdagens match mod Tyskland.
- Vi havde chancen for at slå Sverige, men det lykkedes ikke. Nu skal vi vise vores moral, rejse os igen og slå Tyskland, siger landstræner Jan Frej Pedersen.
Danmark havde en træls formiddag og tabte begge foursomes, hvilket blev afgørende for matchen.
Den første foursome med Sara Monbeg og Charlotte Lorentzen var en up efter de ni første huller, men endte med at tabe 2/1. Hos Daisy Nielsen og Mai Schødt i den anden foursome blev nederlaget på 4/3. I begge foursomes var problemet det korte spil.
- Vi var bedre fra tee til green. Vi har fået udviklet vores teknik meget, så vi kan spille på højt internationalt niveau, som vi har vist hele ugen. Men desværre er vores bundniveau for lavt. Det kan måske have noget med presset at gøre, men det var i hvert fald ikke godt nok til at slå Sverige, siger landstræner Jan Frej Pedersen.
Med 0-2 efter foursomes var det en meget hård udfordring om eftermiddagen med et krav om sejr i alle tre singler. Det var dog tæt på at blive rigtig spændende, for spillet var meget bedre end i formiddagens foursomes. Særligt Sara Monberg og Daisy Nielsen spillede godt.
Sara Monberg vandt 4/3, og modstanderen var chanceløs.
Daisy Nielsen var sat ind i singlen i stedet for Mai Schødt. Hun var oppe mod Sveriges bedste pige, men alligevel var Daisy Nielsen oppe med tre efter otte huller. Så satte svenskeren fart i spillet med fem birdies og to pars på de næste syv huller. Alligevel holdt Daisy Nielsen stand og matchen var lige. Desværre blev den ikke spillet til ende, for Sverige afgjorde matchen i den sidste single, hvor Charlotte Lorentzen måtte give fortabt.
I landsholdslejren var der naturligvis skuffelse over finalen, der forsvandt. Men i løbet af aftenen og natten skal fokus rettes mod bronzekampen. For pigerne vil have metal med hjem i bagagen.
Modstanderen bliver lidt overraskende Tyskland, der tabte semifinalen mod Holland. Tyskland blev nummer to i slagspilskvalifikationen efter Danmark.
- Det er da lidt sjovt, at vi nu skal spille om tredjepladsen mod Tyskland. Det bliver en svær kamp og en stor udfordring. Men pigerne går virkelig ud for at banke Tyskland. Selvfølgelig er vi ærgerlige over, at vi ikke skal spille finale, men i det store perspektiv, så har pigerne leveret en meget flot præstation, og det skal vi understrege ved at vinde de bronzemedaljer, siger Jan Frej Pedersen.
I lørdagens bronzekamp stilles der med samme opstilling som i semifinalen. Det vil sige Sara Monberg / Charlotte Lorentzen og Mai Schødt / Daisy Nielsen i foursomes og Charlotte Lorentzen, Sara Monberg og Daisy Nielsen i singlerne.
Resultater fra fredagens spil
EM Girls på DGU.org