Golfbaner passer på fortidsminder
Danske fortidsminder er spredt i hele landet. Også på de danske golfbaner, der skal tage hensyn til arkæologien. Derfor har Dansk Golf Union og Kulturarvsstyrelsen udarbejdet vejledningen ”Golf og Arkæologi.
Dansk Golf Union og Kulturarvsstyrelsen, 13. marts 2008
 |
|
Jættestue på Lübker Golf Resort |
"Golf og Arkæologi" henvender sig især til golfklubber, lokale museer, initiativtagere til golfbaner, golfbanearkitekter og involverede myndigheder. Formålet med vejledningen er at forbedre dialogen og samarbejdet mellem f.eks. lokale museer og bygherre/golfklub, så anlægsfasen kan optimeres for alle parter.
Erfaringerne viser, at et godt samarbejde mellem golfsporten og arkæologien kan spare både tid og penge. Hvis bygherre og lokalmuseum fra begyndelsen af projektet taler sammen om de ønsker og behov, der er på begge sider, vil processen forløbe mere smidigt.
- Det er meget positivt, at Kulturarvsstyrelsen og Dansk Golf Union sammen har udarbejdet en række gode anbefalinger, der vil lette samarbejdet mellem især museerne og klubberne. Anbefalingerne vil desuden skabe en klarhed over rammerne for de involverede parter, hvilket vil betyde et hurtigere og lettere forløb for anlæggelsen af golfbanen, siger bane- og miljøansvarlig Torben Kastrup Petersen fra Dansk Golf Union.
Værdifulde kulturminder beskyttes
Når en golfbane bliver anlagt eller udvidet, kan det have betydning for væsentlige arkæologiske spor eller andre kulturhistoriske værdier, som f.eks. gravhøje, diger eller fortidsminder, der er skjult i jorden. Derfor er det vigtigt, at samarbejdet mellem initiativtager til golfbanen og de kulturhistoriske parter fungerer optimalt, så værdifulde kulturminder beskyttes bedst muligt.
- Fortidsminder er fortællinger om Danmarks historie, som også er tilgængelige på mange golfbaner. Velbevarede fortidsminder giver en høj kvalitet i oplevelserne, også på golfbanen. Vi har brug for mange samarbejdspartnere, når vi skal passe på den fælles fortid, og vejledningen ”Golf og Arkæologi” vil fremover være med til at sikre kulturarven og være med til at give den enkelte golfbane en ekstra kvalitet, siger direktør Steen Hvass fra Kulturarvsstyrelsen.
Der findes i Danmark i dag 173 golfklubber under Dansk Golf Union. En 18 hullers golfbane fylder i gennemsnit 65 ha.
Vejledningen ”Golf og Arkæologi” vil blive sendt ud i en trykt version til samtlige kommuner, museer, interesseorganisationer og danske golfklubber. Andre interesserede kan gratis rekvirere vejledningen ved henvendelse til Dansk Golf Union. Klik her for at downloade PDF-udgaven som også kan hentes på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside www.kulturarv.dk