Nykredit forlænger med Dansk Golf Union
Nykredit og Dansk Golf Union fortsætter det succesrige parløb i yderligere tre år. Det blev en kendsgerning onsdag, da DGU’s hovedsponsor Nykredit forlængede samarbejdet med Danmarks næststørste idrætsforbund
Af Camilla Flindt Hjælmhof. Foto: SIf Meincke, 29. januar 2008
 |
| Iben Tinning, Nykredits Kommunikationschef Nels Petersen og DGU-formand Søren Clemmensen ved pressemødet |
Sponsoratet løber frem til 31. marts 2011. Aftalen betyder også, at Danmarks største professionelle turnering Nykredit Masters fortsætter.
Både Nykredit og DGU har været meget tilfredse med det frugtbare samarbejde, som blev indledt i 2000 og forlænget med fem år i 2003. Nu har de to parter indgået en ny aftale til en samlet værdi af godt 14,5 mio. kr.
- Vi er meget glade for at kunne fortsætte vores overordentlig gode samarbejde med Nykredit i endnu tre år. Nykredit er blevet en integreret del af den danske golfverden, og Nykredits profil og måde at drive virksomhed på matcher godt med DGU og golfens værdier, siger formand i DGU Søren Clemmensen.
Nykredits kommunikationsdirektør Nels Petersen ser også frem til de kommende tre år:
- Det er virkelig en glæde, når man ser værdien af kontinuitet. Sponsorsamarbejder af denne længde er der ikke mange af, men i vores øjne er der ikke tvivl om, at jo bedre man lærer hinanden at kende, des større bliver værdien af ens samarbejde. Når der er tillid mellem parterne, opstår der rum for nye interessante projekter, og vi tror på, at dansk golf og Nykredit også kan vokse sammen i de kommende tre år, siger Nels Petersen.