Lorena Ochoa tog sæsonens femte sejr

Mexicanske Lorena Ochoa vandt for femte gang i denne sæson og synes i øjeblikket urørlig. Annika Sörenstam, hvis erklærede mål er at udfordre Ochoa, skuffede og sluttede langt nede i feltet.


Af Søren Barnak. Foto: Getty Images, 21. april 2008

Ochoa fejrer sin fjerde sejr på stribe

Verdensetteren, Lorena Ochoa, har fået en forrygende start på 2008-sæsonen. I denne weekend vandt hun sin femte LPGA-sejr i indeværende sæson, da det blev til sejr i Ginn Open på Ginn Reunion Resort i Orlando, Florida. Det var samtidig Ochoas fjerde sejr i træk.

Den unge mexicaner synes nærmest urørlig i øjeblikket. I sidste uge vandt Ochoa årets første Major, og selvom feltet til denne uges turnering talte hele verdenstoppen, så havde den 26-årige mexicaner ingen problemer med at skrive endnu en sejr på cv’et.

Ochoa rider i den grad på en bølge af succes, og efter sejren var hun da heller ikke i tvivl om, hvad hun ønsker sig for fremtiden.

- I øjeblikket forsøger jeg bare at nyde det hele, og jeg vil meget gerne kunne nyde det længe endnu, sagde Ochoa til lpga.com.

Med runder i 68-67-65-69 sluttede Ochoa samlet 19-under-par, og dermed var konkurrenterne endnu engang henvist til at spille om de sekundære placeringer.

Tre slag efter på andenpladsen sluttede koreaneren Yani Tseng, mens norske Suzann Pettersen leverede en godkendt præstation og sluttede på en delt tredjeplads (-11) sammen med Teresa Lu fra Taiwan.

Svenske Annika Sörenstam skuffede hendes mange tilhængere ved blot at blive delt nr. 44.

De mange koreanere fortsætter med at dominere på den amerikanske kvinde-tour. I denne uge sluttede fire koreanere blandt de 11 bedste.
Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik