Ecco Touren er et tilløbsstykke

Et rekordstort antal på 195 spillere fra ni forskellige lande har tilmeldt sig kvalifikationen til ECCO Tour, der spilles 28. og 29. april


Pressemeddelelse, 15. april 2008

Turneringen har en samlet præmiesum på 150.000 kr svarende til 20.000 Euro, hvilket er ganske banebrydende for en kvalifikation.
- Vi var helt ærligt ikke helt vilde med at skulle have en kval. Men som situationen udviklede sig over efteråret med PGT´s konkurs, valgte vi i samråd med Nordic League og DGU at afholde en kval for at give alle en fair chance for at tilspille sig en kategori , siger Flemming Astrup fra Golfpromote, der driver touren.
- Vi valgte så efterfølgende at lave turneringen til en Nordic League-tællende turnering og lade spillernes entryfee gå til præmiesummen. Det har med sikkerhed lokket flere spillere til, men vi er meget, meget overraskede over det store antal tilmeldinger. Vi havde håbet på 120-130 , men aldrig  troet, der ville komme næsten 200  spillere. 

To baner
Det store antal tilmeldinger har også betydet, at turneringen nu bliver spillet på to baner. Oprindeligt skulle den være spillet på Brundtland-banen alene, men i sidste uge måtte arrangørerne i hast lave en aftale med endnu en bane, og her faldt valget naturligt på den anden klassebane i området; Royal Oak. Spillerne skal således skifte bane mellem 1. og 2. runde, og det sætter spillere og arrangører på noget af en prøve. 
- Det er klart, at vi bliver testet på både mandskab og logistik, men vi mener at have godt styr på samarbejdet med klubberne,  som er ekstremt professionelle. Der vil være 4-5 af vores egne folk på hver bane, så det skal nok gå, forsikrer Flemming Astrup.

Meget på spil
Udover pengepræmierne står der meget på spil for deltagerne. De 25 bedst placerede professionelle får tildelt en kategori 6, hvilket sikrer en plads i samtlige turneringer på årets ECCO Tour. De næste 25 får kategori 10, hvilket sandsynligvis også vil dem en plads i de fleste turneringer. For amatører står det lidt anderledes til, idet tourreglerne tillader maksimalt 20 amatører i felterne, uanset om der er fuld felt eller ej. De fem bedst placerede amatører får kategori 7, hvilket gør dem 99 procent sikre på en plads i alle turneringer, de øvrige amatører er afhængige af antallet af amatører i de øvrige kategorier. Alle spillere får dog en kategori, og de fleste vil nok få chancen i et par turneringer i løbet af sæsonen.

Brundtland Open for sjette gang.
Blot to dage efter kvalifikationen er færdigspillet, tages der hul på årets første ”rigtige” ECCO Tour turnering, og i lighed med de sidste seks år startes der igen med Brundtland Open. Også til denne turnering er opbakningen massiv. Her to dage før tilmeldingen lukker, har GolfPromote modtaget 175 tilmeldinger. Turneringen spilles 1.- 3. maj og har en præmiesum på 225.000 kr. eller 30.000 Euro.

www.eccotour.org

 

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik