Garcia tilbage på toppen
Sergio Garcia vandt søndag The Players Championship og er nu et varmt bud på en vinder til en af sommerens Majors.
Af Søren Barnak, 12. maj 2008
Årets femte Major, som mange vælger at kalde The Players Championship, fik en dramatisk og spændende afslutning, da to spillere måtte ud i omspil om titlen.
Den amerikanske veteranen Paul Goydos havde inden søndagens finalerunde et slags forspring til Kenny Perry, USA, mens Sergio Garcia halsede bagefter med tre slag op til Goydos.
Det var et stjernebesat felt, der stillede til start i den 35. udgave af The Players, som spilles på TPC Sawgrass i Florida. Hele verdenseliten, minus Tiger Woods, var klar til at udfordre den forsvarende mester, amerikaneren Phil Mickelson.
Men ingen kunne i sidste ende følge med Goydos og Garcia, der begge sluttede fem-under-par. Dermed skulle titlen afgøres efter omspil. Spillerne startede på det vanskelige 17. hul, hvor tusindvis af tilskuere med ærefrygt følger spillerne, når de skal forsøge at ramme den lille ø-green, der ligger 137 yards ude i søen.
Desværre for Goydos måtte han konstatere, at nerverne ikke holdt til presset, da den amerikanske veteran sendt sit teeslag i vandet. Dermed kunne Garcia med et perfekt slag sikre sig sin første sejr i tre år på amerikansk jord.
Jeff Quinney sluttede alene på tredjepladsen (-4), Briny Baird blev nr. 4 (-1), Stephen Ames nr. 5, mens Brett Quigley, Ernie Els, Ben Crane og Tom Lehman alle sluttede på en delt sjetteplads i samlet +1.
Siden Garcia tabte omspillet om The Open til Padraig Harrington i 2007 har der været megen opmærksom omkring den unge spanier. Pressen har spekuleret i, hvor hårdt han tog nederlaget til Harrington, og om hvornår han ville vende tilbage med fuld styrke.
Problemet har ofte været spanierens puttning, som i denne uge så ud til at fungere langt bedre end tidligere.
Garcia var da også så tilfreds med det stykke arbejde putteren havde lavet i denne uge, at han kyssede den efter at have holet på første omspilshul.
Med sejren fik Garcia lukket munden på alle kritikerne og må nu igen regnes for at være en seriøs udfordrer til Tiger Woods.
Feltets eneste danske deltager var Søren Hansen, der startede finalerunden på en 20.plads, men som desværre ikke kunne holde fast i den placering. Hansen gik sidste runde i +6 og droppede derfor ned på en slutplacering som delt nr. 42 i samlet syv-over-par.
Resultat