Sydafrikanske Hennie Otto vandt i Italien
Efter en spændende afslutning lykkedes det Hennie Otto at vinde sin første sejr i Europa. Otto sluttede 25-under-par i Methorios Capital Italian Open.
Af Søren Barnak, 11. maj 2008
Med en samlet score på 25-under-par vandt sydafrikanske Hennie Otto for første gang en turnering på European Tour, da han søndag vandt Methorios Capital Italian Open, som blev spillet på den smukke bane Castello di Tolcinasco Golf & Country Club, lige uden for Milano.
Otto, der som professionel har syv sejre bag sig i Syd Afrika, men som indtil i dag aldrig havde vundet en turnering i Europa, sluttede ét slag foran englænderen Oliver Wilson. Wilson var ellers tæt på at tvinge afgørelsen ud i et omspil, da han søndag gik en bogeyfri runde med otte birdies (64'er). Svenske Robert Karlsson snuppede tredjepladsen alene i 23 slag-under-par.
Under perfekte forhold gik Otto fire fantomrunder i 65-66-63-69 slag og kunne efterfølgende løfte pokalen og glæde sig over præmiechecken på 283.000 euro.
Det var især puttningen, der i denne uge fungerede for den 31-årige sydafrikaner.
- Det er fantastisk endelig at vinde. Jeg har virkelig arbejdet hårdt med min putting, og jeg tror aldrig jeg har holet så mange lange puts, som jeg gjorde i denne uge, sagde en tilfreds Otto efter sejren.
Blandt de danske deltagere fik Anders Hansen den bedste placering. Anders, der på finaledagen var rundt i 73’er (+1) faldt dog tilbage fra en niendeplads til en slutplacering som delt nr. 17. plads i -14, mens Søren Kjeldsen sluttede på en delt 38. plads i -11.
Mads Vibe Hastrup, der har fået en lidt svingende start på sæsonen, klarede desværre ikke at komme inden for cutgrænsen.
Resultat