Premiere på Tinning-DVD
Idrættens Hus i Brøndby dannede onsdag ramme om verdenspremieren på Tinning-familiens nye DVD ”Golf4kids”.
Af Henrik Søe, 28. november 2007
Både Iben, Ben og Steen Tinning og flere af de medvirkende børn var med til premieren på DVD’en, som er den første danske instruktions-DVD, der henvender sig til børn mellem 5 og 13 år – og deres forældre.
De tre golfspillende familiemedlemmer fortalte ved premieren om det spændende arbejde med DVD’en, hvorefter Anders Vestergaard fra produktionsfimaet Storyville viste klip fra den omfangsrige golf-DVD, der tager alle spillets facetter op med særlig fokus på juniorerne. Dansk Golf Union støtter DVD’en og Sportschef Morten Backhausen forklarede om vigtigheden af, at få flere børn til at spille golf.
- Vi vil gerne have flere børn og unge i gang med golfen, og denne DVD er et rigtigt godt redskab, når de unge mennesker skal introduceres til golfsporten, sagde Morten Backhausen.
De tre Tinning’er medvirkede desuden i Gomorgen Danmark på TV2 onsdag morgen, og indslaget kan ses via golf4kids’ hjemmeside.
Læs mere på golf4kids.dk
 |
| Tinning-trioen, Steen, Iben og Ben, håber på at børnenes julegaver i år kommer til at bestå af deres nye DVD |