Golf på 1. klasse

Kommer de mange nye og dyre anlæg til at sætte skel i den danske golfverden? Det er emnet i TV-programmet ”Golf på 1. klasse”


Pressemeddelelse, 07. februar 2008

I disse år ændrer det danske golflandkort sig radikalt. Nye store golfprojekter realiseres rundt omkring i landet. Anlæg, hvor golf og andre fritidsaktiviteter kædes sammen. Og baner, der sætter nye standarder for golfspillet i Danmark.  Skjoldenæsholm lagde for og de kommende år indvies det ene store golfanlæg efter det andet. Spørgsmålet er, om golf i Danmark er på vej imod en regulær klassedeling. Golf på 1. og 2. klasse?

Det emne tager TV journalisten Kai Hartmeyer op i programmet ”Golf på 1. klasse.” Programmet tager udgangspunkt i den nye Robert Trent Jones Jr. bane i Skjoldenæsholm. Der er også besøg på tre andre helt nye baner: Rømø Golf & Wellness, Gyldensteen Golf ved Bogense og den nye Golfclub Storådalen i Holstebro. Tre private baner med en meget høj grad af service, hvor der bliver satset stort på gæstespillere.

Overfor disse ”superbaner” står så de gamle traditionelle medlems- og klubbaner. Hvordan vil de agere i det nye golflandskab. Det har man et bud på i to nordjyske klubber. I Jammerbugtens golfklub, hvor man har haft røde tal på bundlinjen tre år i træk, tager man kampen op. Mere service, bedre baneforhold, ny træner og en ny restaurant er midlet til ikke bare at få flere medlemmer, men også flere greenfee spillere. I Sebber Kloster Golfklub ved Nibe, har man også set udviklingen, men her har man fortsat glæde af mange medlemmer fra Ålborg. Men i klubben erkender man, at der skal endnu mere service til. Derfor er man også i gang med et helt nyt klubhusprojekt.

Formanden for Dansk Golf Union, Søren Clemmensen, siger i programmet, at han ikke er bekymret for udviklingen. Der er plads til både de nye, store baner, og så de gamle klubbaner. Men DGU formanden erkender, at hvis de gamle baner ikke holdes i orden, så vil de få det svært.

Programmet ”Golf på 1. klasse,”  sendes bl.a. i TV/Midt-Vest og på TV2Nord og kan lige nu ses på regionernes net tv. www.tvmidtvest.dk på datoen 4. februar.

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik