Golf på seværdig vis
Hvad stiller man op, når familien tripper for at se tigrene i safariparken, og du selv har sigtekornet rettet mod en flok birdies? Du slår op på danmarkskortet og finder en destination, hvor alle får tilfredsstillet deres zoologiske præferencer. Dansk Golf er taget i forvejen og serverer seks forslag, der forener det bedste fra begge verdener
Af Torben Thornæs Andersen Foto: Pressefotos, 02. juli 2007

Der står du så. Med køllerne over skulderen, smurt godt ind i den stribede fra Matas og mentalt indstillet på at bryde dit handicap ned i brøker. Du har det kort sagt som en professionel cykelrytter på astmamedicin.
Og resten af familien har det også godt. De står nemlig og spærrer døråbningen med frokosttasker over skulderen og en urokkelig dagsorden. Familien skal på tur, så sæt nu pænt golfbag’en tilbage, hvor du fandt den, for den får du vist ikke brug for, hvor vi skal hen – skatter …
Et svimlende dilemma
En sådan oplevelse er yderst traumatisk og har i historisk tid udløst fordøjelsesproblemer og blødninger i øjet hos ikke så få. Og situationen er da også alvorlig. To stærke viljer står over for hinanden, og hvem kan med rette stille sig til dommer over, hvilken af de to, der bør give efter?
På trods af dilemmaets svimlende karakter så føler vi os kaldet til at give vores bud på, hvordan familieturen og golfsporten kan leve i lykkelig adskilthed. Løsningen er både simpel og salomonisk, idet vi foreslår en fælles udflugt med separate gøremål. Mens resten af familien tager stranden, museet eller forlystelsesparken i øjesyn, får golfspilleren styret sin lyst på den nærmeste golfbane.
Vi har samlet seks udflugtsmål med tilhørende golfmuligheder som en startpakke til alle jer, der savner inspiration til familieudflugten. Lad det være grundlaget for mange glade timer – sammen og hver for sig.
Hjerl Hede - tilbage til fortiden
| Har man lyst til at se de gamle smede tæske løs på glødende jern eller snuppe en tur med et veterandamplokomotiv i en mageløs historisk kulisse, så er Hjerl Hede et godt bud på et udflugtsmål i det nordjyske. Hjerl Hede ligger et stenøksekast vest for Skive og tilbyder ægte, autentisk landsbystemning fra den gang tip-tip-tip- |
 |
| Hjerl Hede | |
oldefar var knægt. Frilandsmuseet har en del aktiviteter i sommerens løb og en underholdende historisk legeplads, hvor børn og barnlige sjæle kan prøve forskellige gamle spil og legeformer.
Golf omkring heden Har du fået dækket dit historiske behov, så er der fra Hjerl Hede cirka tyve kilometer til Skive Golfklub, en åben og let kuperet bane, der i 2001 udvidede sin 30 år gamle ni-hullers bane med yderligere ni huller. Selv om vinden er en skrap modstander i det nordjyske, så går banen stadig for at være en taknemmelig udfordring. Synes du tyve kilometer er for langt at køre, så ligger der er en upåagtet pay & play bane ved Borbjerg Mølle, kun 13 kilometer væk. Et dagskort koster kun 120 kroner. Så er du sikret adgang til en smukt beliggende og velplejet ni-hullers bane.
Kattegatcentret - sig hej til en haj
| ”Mere under overfladen” lyder Kattegatcentrets slogan, og der er faktisk noget om snakken. Centret, der ligger i færgebyen Grenaa på Jyllands næsetip, var for eksempel de første herhjemme, der kunne tilbyde en spadseretur mellem vaskeægte sandtigerhajer, revlehajer, nursehajer, |
 |
| Kattegatcentret | |
skæghajer, pilrokker, og hvad ved jeg. Ifølge centrets hjemmeside er ambitionen at være Nordeuropas ”mest trendsættende og påvirkende maritime oplevelses- og aktivitetscenter”(!), og centret er da også kendt for sin tunnel under hajbassinet. Andre gode oplevelser er en stor udendørslegeplads til børnene og børnefødselsdagene, som centret arrangerer i nautiske omgivelser.
Golf over havet
Mens resten af familien hygger sig med dybhavets sære skabninger, kan den golfglade trille videre til Grenaa Golfklub, der ligger bare fem kilometers kørsel fra centret på den anden side af byen. Banen i Grenaa er en lettere kuperet bane, der måler 5777 meter fra gul tee og 4878 fra rød. På papiret en overkommelig opgave, der fra starten byder sig til med tre korte par 4-huller. Derefter spidser tingene imidlertid til, bl.a. med et 423 meter langt par 4-hul og 190 meter par 3-hul fra gul tee. Greenfee alle dage er 250 kroner. En lille par 3-bane lokker til kun 100 kroner for en hurtig runde, inden familien igen stiger til overfladen.
Legoland - nu med hurlumhej
| Legoland behøver vist ingen nærmere introduktion. Det skulle da lige være den nye attraktion Atlantis med ubåde, skibsvrag og levende hajer – et dyr, vi bare ikke kan få nok af. Nu hvor Legoland ikke længere tilhører Lego-dynastiet, men derimod et ondt, udenlandsk forlystelseskonsortium, vil nogen måske frygte for parkens danske |
 |
| Legoland | |
identitet. Men bare rolig. En inspektion denne sommer har bekræftet, at man stadig kan se et detaljeret Fredensborg Slot udført med absurd mange legoklodser og møde Høvding Langøre, der altid er god for et snobrød og fællesfoto.
Klods op ad LegolandKør fem kilometer mod syd af Billundsvej og du støder ind i Gyttegård Golf Klub. Klubben er beliggende helt op til det fredede område Grene Sande og tæller, ud over et charmerende klubhus, en 18-hullers bane på 5548 meter fra gul tee og 4882 fra rød. Hullerne strækker sig gennem skov og åbne arealer og udgør på trods af banens relativt korte længde en værdig udfordrer. Forstår man værdien af course management, kan man nå langt på Gyttegårds jord – og ellers må man jo nøjes med at nyde det kuperede anlæg, som visse steder giver udsigt til Grindsted og Billund. Greenfee i hverdagene koster 250 kroner, mens weekender koster 300 kroner.
Egeskov Slot - Sydfyn er fin
| Ved byen Kværndrup midt i mellem Ringe og Svendborg på Sydfyn ligger Egeskov med et hav af tilbud til den udflugtshungrende familie. Ikke færre en seks museer huser slottet, bl.a. veteranmuseet og motorcykelmuseet med maskiner fra den gang Ole Olsen kørte på tre hjul. På slottet finder du også Tree Top Walking, kæmpelabyrinter og et |
 |
| Egeskov Slot | |
fantastisk haveanlæg for den botanisk interesserede. Aktuelt huser det 450 år gamle Egeskov et andet slot, nemlig Titanias Palads – et verdensberømt dukkehus, som det tog ejeren 15 år at udfærdige og som består af ikke færre end 3000 dele.
Svendborg kalderNår familien er forduftet ind ad porten, går turen ad vej 9 mod Svendborg. Tyve minutters kørsel bringer dig til Svendborg Golf Klubs 27 hullers anlæg i et let kuperet, parklignende landskab. 18-hullers banen blev lagt om i 2004, hvilket har gjort den både længere og sværere. Der er fire klodser at vælge imellem, hvoraf de hvide leverer en udfordring på 6249 meter. Klubben forsøger at holde roughen menneskelig, så tiden kan bruges på at slå til bolden – ikke lede efter den. Til gengæld sørger en håndfuld vandhuller for, at man nok skal betale sin del til banen. Greenfee koster 310 kroner på hverdage og i weekender.
Knuthenborg Safaripark - Se, en tiger
| Skulle man på vej til Tyskland finde på at dreje til højre efter Farøbroerne, så risikerer man at havne i Knuthenborg Safaripark. Parken, som mange måske husker på grund af dens talrige annoncer i Anders And gennem tiderne, gæstes hvert år af over en kvart million mennesker, der er vilde efter at klappe kamelen |
 |
| Knuthenborg Safaripark | |
eller køre slalom mellem fritgående giraffer. Særlig populært er en tur i abeburet, hvor man kan fodre vores forfædre gennem små åbninger fra en lukket ladvogn eller et besøg hos tigrene. Er du heldig, får du også øje på én.
Golf-safariVend om og kør stik syd mod Maribo, fortsæt gennem byen, og du havner ved Golfklubben Maribo Sø, en voksen bane på 5894 meter fra gul tee og 5058 meter fra rød. Hullerne er smukt placeret ved Maribo Sø, som man kan nyde synet af flere steder fra banen. Vand finder man også på banen, for eksempel på 2. hul, et 392 meter langt par 4-hul, hvor det gælder om at spænde elastikken, hvis man skal på i regulation. Carry bolden 200 meter over en sø, og du har en rimelig chance. Rimelig! Banen er desuden præget af en del nybeplantninger, som med tiden vil give nye udfordringer til den ambitiøse spiller. Greenfee koster 220 kroner i hverdagene og 280 i weekenden.
Fredensborg Slot - Med Mary i baghaven
| Går familien efter en kongelig oplevelse, så tag til Nordsjælland og se den royale residens. Når kongefamilien er bortrejst, kan man få stillet sin nysgerrighed ved en af de mange rundvisninger på slottet eller ved en spadseretur gennem den private have, som er åben i sommermånederne. Mary, Frederik og ungerne bor ved siden af i Kancellihuset, men de tager nok ikke imod |
 |
| Fredensborg Slot | |
med kage og passiar. Læg i stedet vejen ned forbi Esrum Sø, som støder op til slottet, og køb en vaffelis i ishuset ved Sørup. Den er om ikke kongelig, så en værdig afslutning på turen.
Golf for lavadel og fæstebønder To minutters kørsel fra de kongelige gemakker ligger banen, som klubben selv ubeskedent kalder for Nordsjællands smukkeste. Og gu’ er det en billedskøn sag på 5794 meter fra gul tee og 4943 meter fra rød. Banen bugter sig skiftevis gennem åbent landskab og skovagtigt terræn og viser især tænder på bag-ni med mange udfordrende huller. Undervejs støder man ind i en del korte par 4-huller, som lokker med lave scores. Især 13. hul på bare 251 meter fra gul tee virker næsten for godt til at være sandt. Til gengæld er 14. hul et 197 meter par 3-hul – bare så man ikke kommer for godt i gang. Greenfee på hverdage koster 300 kroner og 400 kroner i weekenden.
Find flere forslag på nettet
På hjemmesiden visitdenmark.dk kan du søge efter flere udflugtsmål, og i din søgning parre resultaterne med udvalget af golfbaner i nærheden. Brug sidens kortfunktion. Hjemmesiden har links direkte til golfbaner og seværdigheder. En anden mulighed er www.DGU.org, der giver en hurtig geografisk oversigt over samtlige danske golfbaner.