I hjertet af Irland

Irland er linksland, siger man, og langt de fleste søger mod kysten, når de skal teste irske golfbaner. Det er synd, for blot nogle få mil inde i landet gemmer den grønne ø på en perlerække af internationale baner som fx PGA National, Mount Juliet og Mount Wolseley. Torben Thornæs Andersen har kigget indad og set, hvad irerne gemmer i deres baghave – og mødt alt fra flyvende banearkitekter til rene dødsfælder

Bragt i Dansk Golf 1, 2007, 22. marts 2007

Jeg har hørt, nogle kalde det first-tee-fever. En meget ubehagelig følelse. Jeg havde stillet mig op ved bolden og var egentlig helt på det rene med, hvad der nu skulle ske. Det var lige ud af landevejen, som man siger. No big deal. Alligevel var min krop nu forvandlet til en frisk pastaret, køllen en bladrive og bolden noget for enden af mit tunnelsyn. Jeg var – som en skarp terapeut ville bemærke – ikke mig selv.

Hvor vidt alt dette nu skyldtes de tyve mennesker bag mig, der forventningsfuldt ventede på mit næste træk, helikopteren med banearkitekten cirka halvtreds meter over mit hoved eller det faktum, jeg havde sovet alt for lidt de seneste tre døgn, ved jeg ikke. Men det var ligesom heller ikke det, det kom an på.

Jeg ville bare gerne overleve de næste tre sekunder.

Flyvende O’Connor
Vi befinder os i byen Carlow. De tyve mennesker bag mig består hovedsageligt at rejsefæller, der ligesom jeg har fået fornøjelsen af at teste tre højt profilerede golfanlæg i det sydøstlige hjørne af Irland.

Denne bane, den sidste på vores tur, er en del af Mount Wolseley Hotel, Spa & Country Club og manden i helikopteren er Christy O’Connor Jr. – den irske Ryder Cup spiller, der med et spektakulært 2-jern til 18. green lige netop formåede at vinde sin match mod Fred Couples på The Belfry i 1989 og dermed sikre, at Europa kunne beholde Ryder Cup-trofæet.

I dag bor O’Connor i et hus ved 17. hul på Mount Wolseley og bruger en stor del af sin tid på at flyve fra det ene golfbaneprojekt til det andet. Og dem er der nogle stykker af. Som banedesigner rangerer O’Connor på højde med verdens allermest prominente og har været involveret i anlæggelsen af mere end 30 nye golfanlæg i Irland og resten af Europa.

Jeg vil gætte på, at ingen af disse projekter kan måle sig i estime med O’Connors seneste bedrift, nemlig det irske PGA’s nye nationalstadion ved byen Johnstown cirka en halv times kørsel fra Dublin. Et prestigeprojekt, der har klare ambitioner om at bide skeer med andre irske berømtheder som Druides Glen, Mount Juliet og The K Club.

Vi skruer lige tiden to dage tilbage.

PGA National Navnet siger det hele. Denne golfbane er ikke bygget for at tilfredsstille sommerhusgæsterne i Løkken. PGA National er udset til at være et vartegn for hele golfsporten i Irland, og et bevis på, at begreber som luksus og ekstravagance bør fjernes fra ordbøgerne, indtil der virkelig er noget at komme efter. Som for eksempel nu. Da vores selskab træder ind i klubhuset, slår det mig, at vi burde ankomme til hest som et adeligt jagtselskab, og at ’tea and scones’ ville være en passende velkomstmenu. Den kartoffelsuppe, vi i stedet får serveret, er sådan set ganske udmærket, men spisesalen med adskillige imposante lysekroner og møbler i klunketidens opulente stil kan ikke ændre ved følelsen af, at vi om lidt skal gå i bold med dronning Victoria. Indtrykket får et ekstra pust, da vi bevæger os ned i omklædnings-rummet og bliver mødt med Louis Seize-

Mount Juliets 3. hul. På med korkbæltet og videre Jack Nicklaus har designet Mount Juliet. Og stillet nogle træer i vejen Klubhuset på Mount Wolseley

inspirerede møbler, tykke tæpper, skabe i eksotisk træ og et par fladskærms-tv, der diskret underholder med sport og nyheder.

Vand og sand
Mere blaserte typer vil utvivlsomt føle det som en åndelig lettelse, når de endelig begiver sig ud på selve PGA National, en relativt åben parkbane, der måler 6784 meter fra guldtee. Selvfølgelig hedder det ikke hvid tee. Teestederne er af ædelt metal, og den længste er markeret med guld, dernæst kommer sølv, bronze og sort.

Ude på banen venter der en golfoplevelse af de helt store. Denne bane har ingen forudsigelige hulforløb og ingen uinspirerede greens. På 13 ud af banens 18 huller lurer vandet enten foran eller langs siden af hullet, og skulle der mangle søer til at adsprede den forvænte golfspiller, så sørger nogle solide strandfulde sand for, at banen får ens fulde opmærksomhed.

Man kunne snildt fremhæve et dusin huller, for der er vitterligt nok at tale om på PGA National. Allerede på 3. hul kommer hjernen på arbejde, et solidt par 3-hul på 168 meter fra sølvtee med vand foran og til venstre. I højre side ligger en bunker og slikker sig om munden. Rammer man ikke green, står der bogey over det hele.

18. hul på PGA National – et imponerende afslutningshul, der snart vil lægge græs til internationale turneringer

Det gør der i øvrigt rigtig mange steder som for eksempel på 9. hul, et langt par 5-hul, hvor man først skal drive over en sø og dernæst et hav af bunkers. På 10. hul, et par 3-hul på 160 meter, ligger green som en ø omgivet af sand. Og det skal tages helt bogstaveligt. Man kan kun komme ind via smalle passager to steder. 

Fuldmoden bane
Det hul, som imidlertid står klarest, er 14. Et par 5-hul på over 500 meter, hvor både andet og tredjeslaget er en ren neglebider. Et voksent teeslag kan måske få en person med overordentlig stor selvtillid til overveje at gå efter green, men de fleste vil sikkert tabe modet og i stedet kigge sig om efter et lay up. Som igen vil få mange til at tabe modet. Fra 120 meter og ind til green er fairway ikke bredere end en god dansk villavej. Med vand i venstre, sand i højre.

Efter turen op ad 18. er det svært at forstå, at hele anlægget først for alvor stod klar til brug i 2006. Nybeplantninger rundt omkring afslører sine steder banens status som yngling, men Christy O’Connor Junior har med sin stab formået at skabe en fuldmoden bane, der føles ægte og naturlig, som om den bare lå og ventede i landskabet på, at PGA kom forbi og sagde, her vil vi bo.

I Woods fodspor
Man skulle tro, at sådan en oplevelse ville blive svær at toppe. Selv for en verdensberømt bane som Mount Juliet, der ligger ved Thomastown, ikke langt fra den irske sydkyst. Dagen efter kan vi imidlertid selv teste forholdene – og man må sige, vores besøg får en flyvende start.

Vi ankommer nærmest på to hjul ind ad porten, hvor efter selskabet vælter ud på første tee, kaprer den nærmeste buggy og slår på alt, hvad der rører sig. Vi er sent på den – og hvis der er noget, man ikke er på Mount Juliet, så er det sent på den. Denne bane er nemlig en Jack Nicklaus bane. En supernova på den irske golfhimmel, hvor der er afholdt adskillige internationale turneringer. Tre gange har The Irish Open gæstet banen og to gange har WGC – American Express Championship spredt stjernestøv through the green. Med Tiger Woods og Ernie Els som vindere. Diskrete Nicklaus Mount Juliet er et gammelt landsted med over 600 hektarer jord og en historie, der strækker sig tilbage til midten af 1700-tallet. I dag er ejendommen udlagt som et resort, der huser hesteopdræt, et Equestrian center, lakse- og ørredfiskeri, spa og lerdueskydning samt et Conrad hotel, der er betegnelsen for Hiltons topklasseetablissementer. Og så altså en golfbane designet af verdens bedste golfspiller.

Mount Wolseley har rigeligt med bække og søer Byen Kilkenny ligger syd-vest for Dublin og er et godt udgangspunkt for ture til de forskellige baner. Ind i mellem kan man kigge på byen, der har mange berømte pubber og en imponerende middelalderborg fra år 1172 Fra boligen på 17. hul kan Christy O’Connor se, om man læser greenen ordentligt

Var PGA National pompøs i sin fremtoning, så viser Mount Juliet sin anciennitet på en mere underspillet måde. Det gælder områdets faciliteter, men også ude på selve banen, hvor man flere gange føler, Nicklaus er gået efter den uprætentiøse løsning.

Godt nok er der bunkers og vand i spil overalt, og banen er maleriske udlagt alle de 6642 meter fra champions tee – som denne gang er blå. Men du får det ikke smidt i hovedet, og flere gange undrer man sig over, hvor lidt der skal til, for at gøre spillet levende og udfordrende.

Forskelle og ligheder
Tag nu bare 4. hul. Et ret uanseeligt par 4-hul på 353 meter, hvis eneste skræmmemiddel på papiret er en sø til højre for green. Men derfor skal tungen alligevel balancere nogenlunde midt i munden, for du spiller hullet gennem en kløft, og der er træer hele vejen i venstre.

Glemmer man et øjeblik Mount Juliets diskrete fremtoning – altså i forhold til PGA banen, hvilket måske ikke siger så meget endda – så er det faktisk lighedspunkterne, der springer mest i øjnene. Mount Juliet er som PGA National en amerikansk inspireret bane, hvor bolden i høj grad skal flyves fra punkt til punkt. Man skal kort sagt være svineheldig, hvis man kan få bolden til at rulle ind på green mere end et par gange.

Begge steder finder man også en god del huller, hvor banen vifter det heroiske slag omkring ens næse. Det gælder Mount Juliets 10. hul, et par 5 hul på 505 meter, hvor man indbydes til at gå højre om en trægruppe midt på fairway og dermed skære vigtige meter af andetslaget – hvis man altså mener, man er i stand til at flyve bolden over Råbjerg Mile.

Ingen tvivl om, at Mount Juliet er topklassebane, der med sit afvekslende layout får en til at føle sig skiftevis privilegeret og afslappet. Der er nok af oplevelser til at holde samtalen kørende længe på terrassen, og har man lyst, kan man jo slutte af på banens helt egen par 53 puttebane med de foreskrevne 18 huller.

Dødsfælder
Skal der endelig siges et ondt ord om disse to mesterskabsbaner, så må det være, at standen på greens under vores besøg faktisk ikke var meget bedre end den, du finder på en fornuftig dansk hjemmebane. Begge var prikkede og sandede, og selvom det skal til en gang imellem, så var det ikke specielt elegant udført.

Banerne kunne i stedet lade sig inspirere af Mount Wolseley, den 6.581 meters lange parkbane, der ligger ved byen Tullow halvanden times kørsel syd for Dublin. Da vi på tredjedagen besøger anlægget, oplever vi pludselig, at vores greenspil er forvandlet fra ”jeg tror den holder linjen” til ”nu ruller den sgu af igen”. De greens er de rene dødsfælder!

Det er i øvrigt ikke det eneste spændingsmoment ved banen, for af en eller anden grund er den nye baneguide ikke udkommet, da vi gæster stedet. Eneste redningsplanke er en GPS, man kan tage med i hånden, og som lakonisk beskriver afstande til hazarder og greens. Hvilket for så vidt er udmærket. Hvis man altså har en blændende fantasi og kan se omkring hjørner og gennem træer.

Træningsområdet på Mount Juliet med blæret busk

Mere end golf
Mount Wolseley er som nævnt endnu et Christy O’Connor Jr. værk, men til forskel fra PGA National, så minder denne bane langt mere om en europæisk klubbane. Her er der knapt så mange spektakulære scenerier til at kæle for tv-kameraernes linser, og pladsforholdene virker heller ikke gearet til at få horder af tilskuere gelejdet rundt, uden at de går alt for meget i vejen.

Den ansvarlige PR-manager svarer også tøvende på mit spørgsmål, om banen måske har ambitioner om at tiltrække større turneringer. ”Njah – måske en turnering fra Senior Touren”, lyder svaret. For godt nok er det en kvalitetsbane, vi har begivet os ud på. Ambitionerne peger bare mere i retning af at tiltrække gæster, der også har øje for stedets hotel og spa. Og det er bestemt heller ikke nemt at overse.

Hotellet er således aldeles luksuriøst med smagfulde kuriositeter som et tussegammelt oliventræ, placeret i sin helt egen lounge, en Erre Esse Boutique med tøj til tidens kvinder samt en nydelig pianistinde, der henkastet underholder gæsterne fra en central gang midt i hotellet. Spa’et er det mest omfattende, jeg nogen sinde har set med svævebad, strandsimulator, døgnrytmeterapi samt en række yderligere behandlingsformer, hvis eksotiske formål fortoner sig i stjernetegnet jomfruen.

Frem med Mr. Incredible
Ude på banen er behandlingen lidt mere jordnær. Første gang, pulsen går over i trav, er på 4. hul, et par 4-hul på 310 meter, hvor alt foregår med en stærkt dragende sø i højre, indtil man endelig når green, der ydermere tillader sig at hælde stærkt mod vandet. Mere end en bold blev puttet hele vejen hen til vandkanten den dag.

Officielt kandiderer 11. hul til at være banens signaturhul, et langt par 3-hul på 175 meter, hvor bolden skal flyves hele vejen for at undgå at blive våd. Personligt mener jeg dog 18. hul, et dogleg højre par 4-hul på 360 meter, kæmper om værdigheden. Her gælder det om at komme så langt frem som muligt, hvis ikke andetslaget skal foregå henover et par søer for at nå en green, der i forvejen er stærkt hævet. Fairway snævrer ind hele vejen fra tee, så det er ikke uden risici, man hiver Mr. Incredible op af baggen og leverer dagens sidste uppercut.

Efter runden er de fleste enige om, at trods Mount Wolseleys åbenlyse kvaliteter, så er det ikke den bane, man rejser hele vejen til Irland for at besøge. Dertil er banen simpelthen for ordinær. Men er man her alligevel for at afprøve, hvad irske indlandsbaner kan tilbyde i form af PGA National eller Mount Juliet, så kan Mount Wolseley afgjort være et besøg hver – om ikke andet så kombineret med en ud-af-kroppen-oplevelse i den lokale Spa.

… i mellemtiden på første tee
Hvilket bringer mig tilbage til min udgangsposition: Let skrævende på første tee med min dirrende rescuekølle i hænderne og et dybfølt ønske om, at løfterne fra kølleproducenten for en gang skyld vil komme en stakkels mellemhandicapper til undsætning.

Om mirakler finder sted, og Gud har et handicap, det er ikke til at sige. Men ned af Mount Wolseleys første fairway, lidt til højre som foreskrevet, fløj min bold så smukt, at man skulle tro, det var udtænkt fra tidernes morgen. I næste øjeblik var O’Connors helikopter fløjet og mine rejsefællers opmærksomhed optaget af andre ting. Tænk at man kan rødme af lettelse. Jeg mener helt sikkert, der var en der klappede.

Glory to the Irish

– de opfandt immervæk whiskeyen

Skotterne kan tage æren for meget, men Whiskey er og bliver en irsk opfindelse. Eller rettere en arabisk-irsk sammensværgelse.

I det sjette århundrede rejser munke fra mellemøsten rundt i verden og ankommer således også til den grønne ø mod vest. Med i kufferten har de en såkaldt Alembic, et destillationsapparat, som munkene bruger til at lave parfume. Irerne er dog ikke irere for ingen ting, så de finder snart ud af at destillere alkohol i stedet. Resultatet kalder de for livets vand eller på irsk ”Uisce Beatha”. Navnet udtales ”ishka baahaa” – hvilket på engelsk altså er blevet til whiskey.

Når amerikanerne beder om en ”skotch” og tror, de taler om whiskey, så ved enhver irer med det samme, at amerikaneren både er uvidende og har dårlig smag. En skotsk whiskey er nemlig kun destilleret to gange, hvilket ifølge irsk tradition er alt-alt for lidt – eller i hvert fald en gang for lidt. Mens skotterne traditionelt står for en skarp og lidt mere sprittet smag, så destillerer irerne hele tre gange for at opnå et blødere og mere mildt resultat.

En anden forskel mellem skotsk og irsk whiskeyproduktion er måden, bygmaltet bliver tørret. I Skotland ryger man maltet, hvilket giver den karakteristiske røgede smag. I Irland tørrer man i tørreovne og bevarer derved de honningagtige nuancer, som stammer fra byggen.

Irerne er umanerlig stolte af deres ophavsret til whiskey – som, de i øvrigt fastholder, bør staves med ’e’ – og har man blot en lille smule smag for den stærke drik, så bør man ikke snyde sig for en masterclass, enten den nu er arrangeret af en autoriseret Irish Distiller, eller man blot starter længst til venstre på hylden i pubben. I så fald bør man kigge efter anerkendte irske labels som Jameson, Bushmills, Middleton og den eftertragtede Redbreast.

Hvordan de smager, vil jeg lade være op til den enkelte gane, men husk, at en irsk whiskey altid bør skyldes ned med en traditionel irsk skål. Så her kommer en til at tage med sig:

Health and long life to you – Land without rent to you – The woman (or man) of your choice to you – A child every year to you – And may you be half an hour en heaven – Before the devil knows you’re dead.

Sláinte – skål!