Et par åndrige runder i Jamaica

Den caribiske ø er forfriskende – på en måde du måske ikke lige havde regnet med. Tag med til Bob Marley, woodoo og de fantastiske golfbaners land

Af Todd Pitock, 16. maj 2008

Alle dem, som ikke synes, at golf giver ordentlig motion, burde blive tvunget til at gå fra 1. til 18. hul på Tryall, som er den berømte bane i Montego Bay på Jamaica. Med sine godt 5600 meter er det ikke en specielt lang bane, og de første syv huller er anlagt på et fladt stykke land ved den caribiske kyst. På andet hul, som er et par 3-hul, er teestedet og greenen adskilt af en sø, der er dækket af åkander. Man begynder så småt at indse, at rygterne om banens sværhedsgrad måske alligevel ikke var helt ved siden af.

Derefter går banen støt op ad bakke, og ganske umærkeligt bliver det hårdere og hårdere. Omkring 12. hul føles dine ben geléagtige, og brystpartiet på din T-shirt ser ud, som om du har været i gang med et aerobicprogram i et lokale uden udluftning.

Banen er eventyrligt smuk. Fra det hævede teested på 14. hul er der panoramaudsigt ud over hvidkalkede villaer med altaner, der er overstrøet med purpurrøde bougainvillea, grønne fairways med piletræer, palmer og gigantiske bomuldstræer samt en vidunderlig udsigt over havet.

Al den skønhed ligger foran mig, og jeg bliver bare ved og ved med at svede. Men det er helt utænkeligt, at jeg stopper med at spille. Jeg må dog erkende, at det nok har mere med penge at gøre end med stolthed. Hvis man regner taxa, caddie og greenfee sammen, har jeg nemlig lagt ca. 220 dollar. Min bold har derimod ikke særlig meget lyst til at lægge sig i nogen af hullerne. Den har luret, at jeg er udmattet, og nu er den blevet trodsig og griber enhver forhåndenværende chance – for eksempel et vindpust, der kommer fra de rygende Jamaica-bjerge bag mig – til at håne mig med en gratis ekstraudflugt ud i den tykke rough. Tår for tørsten Min caddie, som er en venlig og tillidsvækkende fyr, og som banereglerne krævede, at jeg skulle leje, har i mellemtiden gjort sig usynlig. Selv han er totalt færdig og har forsøgt at spare på energien ved at vælge strategiske mødesteder og springe turene op ad bakke over, når han kan slippe af sted med det. Jeg undersøger hullets design. Fairway falder nedad mod en dal til højre, som om den forsøger at dreje af fra den bunkerbevogtede green på toppen af en bakke. Mens bolden er i luften, føler jeg et stik af afmagt, da den

15. hul på Tryall ligger lige ud til Montego Bay Beach Boys gjorde Montego Bay berømt I sangen Kokomo White Witch er en af de nye baner, som er skudt op på Jamaica de seneste år Half Moon ligger lidt væk fra havet, og er anderledes end de andre baner i området

begynder at søge mod højre og sætter kurs mod et sted så langt ned ad bakke, at jeg dårligt kan overskue at gå derned. Jeg trøster mig selv med, at det er god motion alt sammen.

Mens jeg er på vej derned, dukker min caddie op med en hård, græskarfarvet frugt på størrelse med et kranium. "Det er en kokosnød," forklarer han, mens han skærer en luns af skallen med en lommekniv. "Her, tag en tår."

Den er sødlig, næsten for sød, lidt køligere end lunken og fuldstændig frisk. Selv om det ikke lige præcis var sådan en, jeg havde i tankerne, er den dejligt forfriskende – hvilket illustrerer min oplevelse i Jamaica på fornem vis.

Og så spiller jeg videre.

Jamaicas golfeventyr kan dateres helt tilbage til kolonitiden: Manchester Country Club, en ni-hullers bane mod syd, blev opført af hertugen af Manchester i 1865. Det er den ældste bane i Caribien – og nogle påstår, at det er den ældste bane på hele den vestlige halvkugle.

Men det er de nyere og ombyggede baner omkring Montego Bay, der virkelig er et besøg værd. Der ligger tre baner inden for et drive og et jernslag af hinanden: Half Moon Golf Club, der blev ombygget i 2005, White Witch, som blev åbnet af Ritz-Carlton Golf & Spa Resort i 2000 og Rose Hall Resort & Country Club, som blev ombygget i 2000. 

Højt at flyve
Ud over banernes fremragende kvalitet er terrænet overraskende varieret, når man tænker på, hvor tæt banerne ligger på hinanden. Half Moon er flad, omkranset af træer og ligger tilbagetrukket i forhold til havet. Rose Hall, der tidligere var kendt under navnet Cinnamon Hill som en reference til Johnny Cashs hus på 14. hul, er en linksbane tæt på havet på de første ni huller, hvorefter den ændrer karakter og bliver til en bjergbane på de sidste ni huller med masser af jungle og kløfter. White Witch er en bjergbane med tinder og dale, og den har ry for at være øens sværeste bane. Rose Hall Golf Association tilbyder en “golf around”-pakke, som gør det muligt at spille på White Witch, Cinnamon Hill og Half Moon for 125 dollar pr. bane inklusive buggy og caddie.

Min kone og jeg var kommet hertil på en lang weekend. Jeg spillede golf, mens hun holdt sig til Les Miserables, og derefter kunne vi gå på opdagelse på øen sammen.

Lige fra starten var det farverigt – man kunne endda fristes til at sige åndrigt. Det ville min sidekammerat fra Air Jamaica-flyet i hvert fald mene. Han talte patois til en eller anden usynlig substans skråt bagved. Han var tilsyneladende ikke tilfreds med det svar, han fik, for han knaldede hovedet mod bagsiden af stolen foran ham. Jeg bad om et nyt sæde og endte ved siden af en udstationeret jamaicaner, der sagde, at han savnede sit lands frihed. Jeg spurgte ham om, hvad han mente med det, hvorefter han fik et længselsfuldt udtryk i øjnene: "Jamen, man kan for eksempel køre bil, selv om man har drukket alkohol." Indtil da havde vi haft planer om at leje en bil. Vi besluttede at tage taxaer i stedet.

I paradis
Selv om Jamaica skiller sig ud fra mange andre mindre øer, er øen typisk for det, der optimistisk kaldes udviklingslandene. Man kommer for at få et strejf af luksus på supertjekkede resorts med All Inclusive, som tilbyder samlede pakker med alt lige fra flyrejse og hotelværelse til mad, dykning og windsurfing.

Half Moon, som vi boede på, er en plantage på 160 hektar med underspillede, smagfuldt indrettede suiter og hytter, som strækker sig over en fortryllende halvmåneformet strand med gulligt sand. Værelserne byder på store sove- og opholdsrum, de fleste med havudsigt. Anlægget er udsøgt med blomsterbede og figurskårne buske. Mandel- og palmetræer danner rammen om en flisebelagt sti, som holdes ren af en vindtør jamaicansk mand, der patruljerer området med en kost. Golfbanen på Half Moon, som er designet af Robert Trent Jones Sr. og åbnede i 1961, året før Jamaicas

Så bliver det ikke meget flottere Rose Hall blev restaureret og ombygget for otte år siden

uafhængighed fra det britiske imperium, står i tydelig kontrast til Tryall. Med sine 6478 meter er den længere, fladere og med samme landskab på de første og de sidste ni huller. Vinden er ofte en faktor, og det samme gælder den kunstvandingsgrøft, der løber gennem dele af banen.

Cirka fem minutter oppe ad vejen ligger Rose Hall, som er et af Jamaicas "Great Houses." Disse Great Houses ligger spredt rundt omkring på øen og er landsteder i klassisk engelsk stil, der engang var beboet af sukkerplantageejere og nu er åbne for rundvisninger. De lokale påstår, at Rose Hall er hjemsøgt af en "hvid heks," Annie Palmer, der siges at have myrdet tre ægtemænd samt forskellige elskere og slaver, som til gengæld myrdede hende i hendes seng i 1833. "Nogle gange dukker hun op under en rundvisning," fortalte en mand mig. "Hun følger bare med en gruppe turister. Guiden tæller fem besøgende, men når rundvisningen er slut, er der kun fire tilbage."

Den våde klub
Hun viste sig ikke i vores gruppe, men da jeg lidt senere smuttede over på den anden side af vejen for at spille på Rose Hall Resort & Country Club, bar min bold tydeligt præg af at være forhekset. Det var min caddie ikke. Han var helt afslappet. Jeg havde en buggy og en caddie, hvis primære funktion var at køre mig hen til bolden. Jeg følte mig som en aristokrat, og han hyggede sig også gevaldigt. Da jeg plumpede en bold i søen på fjerde hul, et 160 meter langt par 3-hul ved navn “Dead and Gone”, slog han en dåselatter op. "Vi kalder det her vandhul for Klubben,” sagde han og strakte sin hånd frem for at trykke min. "Velkommen i Klubben.” Da jeg slicede en bold på 8. hul – et vanskeligt, men smukt hul, der slanger sig langs det caribiske hav og derefter tager et dogleg til venstre, hvor greenen rager ud over vandet – fulgte han bolden med øjnene, mens han holdt hånden op til panden: "Den kan du vist godt vinke farvel til," sagde han.

Og det gjorde jeg så.

Næste dag tog vi af sted for at møde en ånd, som – spøgelser eller ej – tydeligvis stadig betyder rigtig meget i Jamaica. Der er naturligvis tale om Bob Marley, hvis billeder og sange ses og høres overalt, selv om det er 17 år siden, at han døde af kræft i hjernen i en alder af 36. Derfor hyrede vi på vores sidste dag en chauffør, som skulle køre os til Nine Miles, hvor Bob Marleys fødested og gravplads ligger. Vejen, som fører os op mod de stejle bjergtinder på den indre del af øen, er smal og byder på masser af lumske sving, og vi havde sikkert nydt udsigten over det frodige landskab lidt mere, hvis vi havde følt os helt sikre på, at vi ville overleve turen.

På toppen af nogle bjerge, der er formet som en krans, ligger Marleys hvilested som en rastafariansk helligdom. Unge mænd med dreadlocks myldrer rundt og hylder Marley og Marcus Garvey, som de regner for profeter, og Ras Tafari, der var kendt i resten af verden som Haile Selassie, den afdøde etiopiske leder, som de regner for deres Messias.

En farlig mand
Ligesom de gadesælgere, der sælger Marley T-shirts, håber nogle af dem på at tjene en lille mønt. Men mange er helt uden bagtanker og forklarer os om Marleys musik og fortæller om episoder fra hans liv, mens de holder en joint på størrelse med en cigar i hånden. Den rolige og velovervejede Courtenay på 23 år blandede ubesværet udpluk fra Marleys sangtekster sammen med citater fra Bibelen under vores snak og talte med en gribende og dog kølig præcision. "Jeg skød sheriffen," forklarede han, "og jeg skød barberen og slagteren, fordi alle tre laver arbejde for djævelen. Slagteren slår ihjel, barberen klipper hår, og sheriffen kommer for at fjerne den hellige urt."

Sheriffer ser dog ud til at lade Nine Miles være i fred, og den hellige urt, som ifølge rastafarianernes tro åbner mystikkens døre for virkeligheden, er til stede i rigt mål. En mand, der hævder at være Marleys fætter, ville have os til at tage et billede af ham ved en omhyggeligt anlagt ganga-have. Derefter fik han os godt og grundigt ned på jorden igen ved at stikke sin hånd frem for at bede om en skilling.

Da vi forlod Jamaica, var der kun én tanke, der nagede mig: At jeg ikke havde taget en runde til på Tryall. Det er en indgroet del af golfsporten at genopleve visse øjeblikke og overbevise sig selv om, at man kunne have gjort det bedre, hvis bare man fik én chance til (hvilket forklarer, hvorfor mulligans er så populære). Man kan levende forestille sig, at spøgelserne efter afdøde golfspillere – udmattede efter gåturen og døde af smerte over deres samlede score – kunne finde på at svæve hen over denne bane.

Og på hvilke andre baner kan de slukke tørsten med en kokosnød?

Græsset gror i Caribien

Golf er i kraftig vækst over hele Caribien.

En del af væksten skyldes øgede investeringer for at stimulere turismen samt et terræn, der egner sig fortrinligt til at anlægge gode golfbaner. Det har også hjulpet, at man nu bruger den nye græsart paspalum, der kan tåle den ødelæggende salt, som blæser ind fra havet, og som holder en frodig grøn farve hele året rundt. Nogle af de slidte baner er blevet renoveret, og der er kommet nye baner til, også i områder, som tidligere havde få eller slet ingen golffaciliteter.

- Der er overhovedet ingen tvivl, Caribien er et af vores største vækstområder, siger Tom Fazio, som gennem det meste af sin glorværdige karriere spillede på amerikanske baner og nu har projekter i Den Dominikanske Republik, på St. Kitts og andre steder.

Mange af banerne er designet af berømtheder, og de baner er hverken for tøsedrenge eller fattigrøve. Listen over berømtheder tæller Nicklaus, Fazio, Player, Norman, Nicklaus, Thomas McBroom, Dye samt de to Jones-brødre Trent og Rees. En af årsagerne til dette er helt utvivlsomt, at deres navne sender et klart signal til hotelgæsterne om, at banerne har høj kvalitet. De formidler også boliger i de utallige boligområder, der skyder op overalt.

Hvis golfspillet ikke kører, er der mulighed for at nyde naturen

Andre caribiske perler

Den Dominikanske Republik er et sted, hvor det går rigtig stærkt, og med det høje tempo håber man på at kunne etablere landet som områdets foretrukne golfdestination. Den bane, der er løbet med det meste af opmærksomheden på det seneste, er Punta Espada af Jack Nicklaus. Den byder på otte huller ud mod havet og andre huller, som udnytter områdets skrænter og strande. I Punta Cana ligger Nick Prices Punta Blanca og til sommer åbner Faldo Legacy Course og Tom Fazios Corales Golf Course, samt P.B. Dyes Hacienda Golf Course. Derudover åbner endnu en Nicklaus-bane, Las Iguanas Golf Course, efter planen sidst i 2009.
Hvis du vil prøve en bane, som er groet ordentligt til, kan du besøge Guavaberry Golf & Country Club, som åbnede i 2002. Den er designet af Gary Player og anlagt oven på koralstenformationer.
Casa de Campo har tre fremragende baner på sit 2800 hektar store område. Den mest berømte er Teeth of the Dog – Pete Dye-banen, som år efter år rangerer som en af verdens bedste golfbaner. Dyes nyeste bane er Dye Fore, som ligger tæt op ad Chavon-floden, der dannede rammen om nogle af scenerne i Dommedag Nu. Hvis den ikke blev overskygget af Teeth of the Dog, ville denne bane få langt større opmærksomhed på grund af sin smukke natur og sværhedsgrad. I dette område ligger også Links, som er den knap så omtalte lillebrorbane.
Den eneste ulempe ved Den Dominikanske Republik er, at landets resorts ligger meget spredt, hvilket betyder, at det er vanskeligt at komme til andre resorts. Det store antal baner giver indtryk af en mangfoldighed, som de fleste spillere reelt ikke kommer i nærheden af.
www.godominicanrepublic.com

På St. Kitts og Nevis – to små øer, der næsten er vokset sammen og er en del af de britiske vestindiske øer – åbnede Marriott Royal St. Kitts-banen i 2004. Banen er designet af Thomas McBroom og har 83 bunkere samt et dusin søer. Tre af hullerne ligger langs Atlanterhavet, mens to andre huller ligger langs det caribiske hav. Four Seasons-Nevis har brugt 10 millioner dollar på at renovere banen. Golfbanen, som er designet af Robert Trent Jones II og åbnede for første gang i 1991, har en abekoloni på de sidste ni huller, hvor terrænet går op i 120 meters højde. Herfra kan man nyde udsigten over dette paradis på 93 kvadratkilometer. Der er fire baner på tegnebrættet, blandt andet en bane designet af Ian Woosnam, som skulle stå klar i 2011.
www.royalstkitts.com

I Anguilla, som er en af de britiske vestindiske øer, ligger Temenos Golf Club – en bane designet af Greg Norman, som åbnede sidste november. Den 26 km. lange og fem km. brede ø, som ligger en time med fly fra San Juan i Puerto Rico, har ikke ret meget plads at bygge på. Og det er netop det, der appellerer til dem, som gerne vil blande golfen med skønne naturoplevelser i stedet for at gå på casino eller støde ind i enorme folkemængder fra krydstogtskibe, som invaderer kæmpestore shoppingcentre. Den 6460 meter lange bane, har et hævet første tee. Herfra kan man se St. Maarten, som ligger syv minutter væk med fly. Resten af banen ligger langs og på tværs af mangrover, marsker, klitter og en saltsø med stigninger, som byder på en vidunderlig udsigt.
www.temenosanguilla.com

På Canouan Island – en af de 32 øer og koralrev, som tilsammen udgør St. Vincent & The Grenadines i det sydøstlige Caribien – ligger Trump International Golf Club på Raffles Resort. Banen er designet af Tom Fazio og har været med til at skabe en interesse for øen, som øboerne givetvis aldrig har oplevet før. Selve banen er varieret med havudsigt fra 1. til 10. hul efterfulgt af fem huller, der tager udgangspunkt i et centralt vandreservoir med to åer, som ender i en sø efter et fald på 30 meter. 15. hul ligger 250 meter over havets overflade og byder på en helt fantastisk udsigt.
www.raffles-canouanisland.com

Grand Caymans er af den opfattelse, at kvalitet er bedre end kvantitet. Eftersom golfudbuddet er begrænset, er det mest oplagt at besøge stedet, hvis man også har planer om at bruge tid på andre aktiviteter, især vandsport. Men de golfbaner, der nu engang er der, har fået god omtale, specielt Blue Tip. Efter sigende havde Ritz-Carltons direktører inviteret Greg Norman til området, og “The Shark” fortalte dem, at de havde et fantastisk stykke land – til en ni-hullers bane. Og sidste oktober åbnede de så en 3200 meter lang par 36-bane. Den dækker et areal på 58 hektar, hvor vandet er i spil på otte af hullerne. Man skal bo på Ritz-Carlton for at kunne spille på banen. Øen har to andre baner: En anden ni-hullers mesterskabsbane ved navn Britannia og en 18-hullers begynderbane med par 57.
www.ritzcarlton.com